Læserbrev: – Er der stadig behov for en international kampdag?

Læserbrev af
Ingerliva Friiø, Enhedslisten Mors

I dag fejrer vi Kvindernes Internationale Kampdag, som markeres den 8. marts hvert år for at sætte fokus på kvinders stilling i hele verden. Ideen om Kvindernes internationale kampdag blev fremsat af Clara Zetkin på et stort kvindemøde arrangeret af Socialistisk Internationale i København den 26. og 27. august 1910. Jeg kan med stolthed sige, som nulevende dansk kvinde, at dagen har rødder i det danske samfund. At kvinderne, dengang som nu, kæmper politisk for de socialistiske værdier, er oplagt, da ligestilling er en af de socialistiske kerneværdier.

De første år lå kampdagen på forskellige datoer, fordi den som regel blev lagt en søndag, eftersom arbejdende kvinder skulle have mulighed for at møde op. I 1914 var der særligt store demonstrationer, og der lå kampdagen netop den 8. marts og denne dato blev endeligt fastlagt i 1921. Op gennem 20’erne og 30’erne blev dagen mest markeret som en socialistisk kvindedag, hvor de borgerlige kvindebevægelser ikke deltog.

Efter anden verdenskrig blev dagen ikke markeret i en længere årrække, men i 1974 genoptog kvindebevægelsen og Rødstrømpebevægelsen traditionen. Rødstrømpernes genoplivning betød også, at temaer som krop, seksualitet og husholdning blev vægtet mere.

Den kamp er stadig højaktuel i dag.

I praksis ville kvinderne med den internationale kvindekampdag vægte fire hovedpunkter: Kampen for kvindevalgretten, kampen mod krigsfaren, kampen for omsorg for mødre og børn samt kampen mod prisstigninger.

I dag ser det danske samfund noget anderledes ud ift. 1910, og de danske kvinder har ikke brug for at kæmpe for valgret. Men det er der andre kvinder ude i verden, der har, så derfor er ordet international et vigtigt budskab at sende ud på denne dag til alle de kvinder i verden, der ikke er så privilegeret som danske kvinder.

Jeg har – specielt på de sociale medier og i tidsskrifter under covid-19 – oplevet, at flere fagområder er blevet hyldet. Specielt i starten blev sygeplejersker, pædagoger og social- og sundhedspersonale på plejehjemmene udnævnt som hverdagens helte, da de tager på arbejde med risiko for at smitte sig selv og deres familiemedlemmer. Der er ingen tvivl om, at de mennesker, der arbejder indenfor de traditionelle kvindefag, har udført en yderst vigtig og uundværlig samfundsgavnlig opgave og har måttet arbejde ekstra det sidste års tid.

Det er da rart at blive kaldt en helt. Men man kan undre sig over, at den ekstra risiko og den ekstra arbejdsindsats ikke bliver belønnet i den overenskomst, der netop er forhandlet. Der bliver igen givet procentvis lønforhøjelse i stedet for at dele mere retfærdigt, så alle får hævet lønnen lige meget i kroner og øre.

Og hvem går det endnu engang ud over? Kvinderne hvis timeløn ligger 12,7% lavere gennemsnitligt ift. til mændene.

For den kritiske læser, som vil påberåbe sig, at der også arbejder mænd indenfor disse traditionelle faggrupper, kan jeg kun sige, at her er der også ulighed i løndelen. Hele 7% i 2019 på det pædagogiske område, og uligheden stiger, jo ældre man er.

Selvom ligestillingsproblematikken går den rigtige vej, når der ses på lønnen, så viser løngabet på timelønnen 12,7% i 2019 på ingen måde ligestilling mellem kvinder og mænd. Allerstørst er løngabet for kvinderne i alderen 40-59 år.

Det giver meget god mening, da kvinderne jo ikke kan forhandle løn, når de er på barsel men får et efterslæb efterfølgende, når de vender tilbage på arbejdsmarkedet efter endt barsel. Hvis man ser på lønudbetalingen er tallet noget højere, da mange kvinder arbejder på nedsat tid. Dette er ikke selvvalgt for ret mange, da stillinger indenfor de traditionelle kvindefag ofte bliver slået op enten som deltidsstillinger eller med lavere timetal, hvilket yderligere skubber ligestillingen i den forkerte retning.

Kilde: Statistikbanken

Dansk Arbejdsgiverforening er kommet med deres egen analyse på, hvorfor der er et løngab mellem kvinder og mænd. Ifølge den er løngabet kun på 4.6%, som man ikke kan forklare ud fra færre arbejdstimer. De 4.6% retfærdiggøres så ved, at mænd typisk yder en lidt større arbejdsindsats, har færre sygedage og har opbygget mere arbejdserfaring end sammenlignelige kvinder, og at det er sandsynligt, at det er derfor, at de kan opnå højere løn.

Sikke en gang vås. Ifølge Danmarks statistik er der allerede et løngab for de 18 til 19-årige på 4.7%.

Med den ekstra arbejdsindsats kvinderne har lagt for dagen under covid-19, er der vist ingen, der kan påberåbe sig, at kvinderne ikke vil yde deres på arbejdsmarkedet, at de mangler kvalifikationer og mangler arbejdserfaringer. Det beviser, at der stadig eksisterer diskrimination af kvindekønnet, og at arbejdsgiverne prøver at gøre denne diskrimination spiselig for at kunne udbetale mindre i løn.

Selvom det politisk er prøvet at ligestille nybagte forældre, så de har ret til at dele 32 ugers barsel imellem sig, er det dog oftest kvinderne, der tager den barsel, og mændene tager kun de to ugers fædreorlov. Hvis der skal være ligestilling på området, bør barslen være et tilbud, hvor familierne ikke kan vælge, at det er kvinden, der tager hele eller det meste af den fælles del af barselsorloven.

Specielt ikke set i lyset af, at Dansk Arbejdsgiverforening har den frækhed at komme med den analyse, som de har gjort og udråbt kvinderne som mindre værd på arbejdsmarkedet.

I Danmark kommer vi ind på en uheldig førsteplads i Europa, når vi ser på kvinder, der har været udsat for sexchikane enten på jobbet eller i deres fritid. Andelen er helt oppe på 37% indenfor det sidste år.

Faktisk har hele 80% af danske kvinder oplevet denne meget grænseoverskridende adfærd på et tidspunkt i deres liv.

For at understrege problematikken, så er over halvdelen af den seksuelle chikane enten grovere vold, fuldbyrdet voldtægt eller voldtægtsforsøg. (kilde: Violence against Women: an EU-wide survey. Main result report side 28,99,100)

Tallene taler “næsten” sit eget sprog, men jeg vil alligevel knytte en kommentar til dem. METOO-bevægelsen blussede op og rasede i medierne i 2020, hvor mange kvinder blev udskammet, da de fortalte om eksistensen af sexisme.

Jeg kan så berolige mændene med, at kvinderne på ingen måde ønsker at overtage hele d et politiske spil. Vi ønsker ligestilling og samarbejde mellem kønnene.

Jeg må derfor desværre konstatere, at ligestillings kønsdebatten og dermed den internationale kvindekampdag er højaktuel i Danmark i 2021 på mange punkter.

Jeg ser dog et håb i de unge kvinder, som i dag er på vej ud på arbejdsmarkedet. De unge kvinder (og mænd) er ikke i lige så høj grad præget af den ulige forskelsbehandling i deres opvækst, som jeg oplevede, da jeg var barn/ung i 1970-80’erne.

Derfor er der håb om, at vi en dag ikke tænker kønsspecifik og en kampdag for kvindekønnet bliver unødvendig.

Dagens kampord vil jeg derfor i mit stille sind udråbe som: -De unge tør, hvor vi andre tier!

Privatfoto

Forfatter
Top