LÆSERBREV : Citatfusk gavner ikke debatten

Af Hans Ejner Bertelsen (V)
Borgmester Morsø Kommune

Citatfusk gavner ikke debatten

Knud Boll mener i et debatindlæg, at undertegnede har en dårlig hukommelse, når det gælder kommunens økonomi.

Jeg kan i hvert fald huske, hvad jeg selv har sagt om økonomien og om kommunens Serviceplan 2020. Det gavner ikke debatniveauet, at Knud Boll forsøger at lægge andre personer ord i munden eller ved at fuske med citaterne. Derfor lige dette indlæg for at bringe sagen på rette spor:

Hverken jeg eller Venstre har på noget tidspunkt forsøgt at tage æren for, at Morsø Kommune i dag har en stabil og sund økonomi. Tværtimod har jeg altid rost den samlede kommunalbestyrelse for at træffe de nødvendige beslutninger, så kommunens økonomi kunne rettes ind efter den fremtid, der tegnede sig, da jeg tiltrådte som borgmester i januar 2014. Det er korrekt, at der var lavet nogle beregninger i slutningen af 2013 – men derfra kræver det både lederskab og en del politisk håndværk at samle alle 21 i kommunalbestyrelsen om, hvordan store besparelser skal gennemføres. Det lykkedes som bekendt – og tak for det.

De beslutninger, der er truffet i denne valgperiode, har gjort, at vi ikke længere står på en brændende platform, men på et solidt fundament med en stærk økonomi. Derfor kan vi i dag tale om udvikling og ikke stilstand. Derfor er der ingen, der stiller spørgsmålstegn ved vores fremtid som selvstændig kommune.

Jeg er glad for de beslutninger, der er truffet. Og at vi har truffet dem sammen for det Mors, vi holder af.

Forfatter

Related posts

Top