Læserbrev: Brede konstitueringer mudrer billedet

Af Bo Fink, spidskandidat for Enhedslisten på Mors ved det netop afholdte kommunalvalg

Brede konstitueringer mudrer billedet og gør valgene uinteressante.

I 2017 får vi igen som i 2013 en konstituering, hvor alle partier er med. Det vil sige én ”regering” for Mors, men ingen opposition. Alle 21 medlemmer af kommunalbestyrelsen retter ind.

Enhedslisten synes de brede konstitueringer er en uskik og er den sandsynlige forklaring på, hvorfor stemmeprocenten faldt fra 80 til 77%. Hvorfor stemme, når kommunalbestyrelsen er et fedt? ræsonnerer nogle vælgere.

Men de brede konstitueringer ændrer også det politiske landskab. Valget på Mors i 2017 gik opsigtsvækkende mod landstendensen. V gik frem og A tilbage. Den bedste forklaring er, at socialdemokratiet allerede efter forrige valg opgav at være i opposition for at smelte sammen med flertallet i en stor koalition.

I bytte for en udvalgsformandspost, tilsluttede Socialdemokraterne sig en benhård liberal politisk konstitueringsaftale, der førte til nedskæringer og fyringer, og det giver fuld ansvarspådragelse. Man kan ikke både sidde i borgmesterens regering og være i opposition på samme tid. I en regering må man indordne sig.

Da valgkampen til KV17 gik i gang måtte udfordreren til borgmesterposten erkende, at han var kommet bagud på point. Den 16. september sagde således socialdemokraternes borgmesterkandidat Viggo Vangsgaard til avisen, at ”den bedste konstituering ville egentlig være, hvis Venstre og Socialdemokratiet gik sammen, for så ville vi dække en stor del af øen”. Ups…, smeltede partierne ligefrem sammen i borgmester Bertelsens 1. regeringsperiode? Hvis holdningen hos socialdemokraternes spidskandidat virkelig var, at Venstre og Socialdemokratiet skulle gå sammen, hvordan skulle vælgerne så kunne kende forskel på disse to partier? Valgkampen reduceres til kampen om ingenting.

Uden et stort slagkraftigt oppositionsparti med egne klare planer for kommunens fremtid gik valget sin skæve gang. Borgmesteren tromlede al modstand og styrer nu suverænt med absolut flertal. Han kan vælge at styre med fløjlshandske eller jernnæve. Valget er suverænt hans.

På overfladen har borgmesteren tilsyneladende valgt fløjlshandsken og har gavmildt delt ud af formandsposter til taberne mod, at de igen tilslutter sig en benhård liberal konstitueringsaftale, hvor fokus i skolepolitikken mere bliver at omfavne de nationale tests end at rette op på uhensigtsmæssighederne der fulgte skolereformen og inklusionsindsatsen, og hvor et strategisk styringsværkstøj i 2017-2021 bliver ”Bench Marking”. Et sammenligningsværktøj. der siden Anders Foghs tid har været et yndet værktøj i ræset mod bunden for kvaliteten i den kommunale service.

I virkeligheden er det et mesterligt strategisk træk. Luften er taget ud af ”oppositionen”, for den får alligevel ikke flere frihedsgrader end borgmesteren og borgmesterens parti tillader. Det blev anskueliggjort allerede på konstitueringsnatten, da formandsposten til børne- og kulturudvalget skulle besættes.

Således bundet er det svært at se, hvordan ”oppositionen”vil bære sig ad med at stille op som troværdigt alternativ ved næste valg. Og hvad med vælgerne? Vil endnu flere blive hjemme næste gang, når kommunalbestyrelsen stadig er et fedt?

Forfatter
Tags

Related posts

Top