LÆSERBREV : Alle Helgensaften i Byrådssalen

Af Michael Fenger
Jannerup

Tirsdag den 31’ oktober var der byrådsmøde i Thisted. Det faldt på den gamle hedenske festaften for de døde, som senere er overtaget af kirken, afskaffet i Danmark i 1770, og nu genindført som Halloween fra Amerika og Mexico – af detailhandlen.

Der var en intens stemning i salen fra starten af mødet; de gamle portrætmalerier af afdøde borgmestre i Thisted Kommune syntes at få liv… Alle ventede på det afgørende punkt på dagsordenen, punkt 207 om ”Vindmølleplan 2016”, og endelig kom det. Taler efter taler meldte sig, og tonen i udtalelserne blev efterhånden skarpere. På et tidspunkt forsøgte udvalgsformand Kaj Kirk fra DF (ktm – udvalget) at skabe tvivl om den endnu siddende borgmesters troværdighed ved at anklage hende for at have sendt ham en mail, som han alene skulle have fået. Det viste sig at være forkert – alle byrådsmedlemmer havde fået den… Det var her man begyndte at føle nærværet af spøgelserne – de afdøde, som på denne særlige aften i året er så tæt på os. Hvor var det nu, at man havde oplevet noget lignende før? En uvished krøb ind i lokalet.

Den blev voldsomt forstærket, da Kristian Tilsted fra Venstre tilbød den store gruppe af politikere, som opponerede imod ham, et møde – uden deltagelse af pressen og af tilhørere, ”men det tør I nok ikke!” som han formulerede det. Nu grinede spøgelserne bredt fra hjørnerne af salen.

Hovedemnet for debatten forekom at være processen omkring behandlingen af vindmølleplanen. Tilhængerne af opstilling af vindmøller på alle tre placeringer – Venstres byrådsgruppe og Dansk Folkepartis gruppe, Ib Poulsen undtaget – erklærede at ”alt var gået efter bogen”. Sagen var blevet behørigt og korrekt behandlet i forvaltningen, derfor måtte man nu gå videre og vedtage alle de tre placeringer. Dette synspunkt vandt ikke gehør.

Over for disse argumenter hævdede modstandergruppen, som viste sig at være flertallet, at man havde sagt fra – for længe siden. Det havde man blot ikke taget ad notam i Klima-Teknik- og Miljøudvalget, hvor man fra politisk side ufortrødent havde ladet forvaltningen arbejde videre, som om placeringerne allerede var vedtaget. Så nu, da man var så tæt på, så måtte alle kunne se, at det var nødvendigt at vedtage… Det kunne flertallet ikke se.

I det store slagsmål om Månegrisen, som tilsyneladende nu er fortid, har vi så tit hørt, at det hele var: ”gået efter bogen”. Nu blev det denne allehelgensaften klart, at det måtte være sådan her, det var foregået: man tager politisk initiativ på udvalgsniveau; så driver man på æslerne i forvaltningen for at få de fakta, undersøgelser og resultater, man skal bruge – og når man har dem, så er processen så langt, at nu burde alle kunne se, at man skal vedtage det, som ingen andre har haft indflydelse på og måske heller ikke fået kendskab til. Man kan ikke – heller ikke som politiker – nå at følge med i alt, og slet ikke det, som man ikke ved noget om.

Vi har ofte undret os over, hvad det mon var for en bog, de talte om, og som de hævdede, alt var gået efter. Afdøde formand Maos lille Røde kunne det næppe være – og næppe heller Kraks Blå Bog, skønt noget pegede i den retning. Vi kunne heller ikke få det til at passe med Tingbogen, der faktisk sagde noget andet end Landbrugsavisens artikler og billeder af Niels Jørgen Pedersen som godsejer foran Egebaksande – og bankbogen, viste det sig så senere, den havde slet ikke været inde i billedet…

Tilbage bliver kun den mulighed, at det må dreje sig om ”Landbrugskoranen” – en bog, der rummer forskrifter for alt – enhver aktivitet inden for området, og anviser, hvordan man kan komme uden om enhver indvending. Sandsynligheden taler for, at det er denne bog – som ikke er kendt af den brede offentlighed – og desuden: så skriver de den jo selv.

Forfatter

Related posts

Top