Læger vil have faste teenagesamtaler om psykisk helbred

Alt for mange unge danskere har psykiske problemer, der udvikler sig til decideret sygdom senere i livet. Men ventelisterne for at få hjælp er ofte lange.

Derfor skal alle unge skal i 14-års alderen tilbydes en såkaldt teenagesamtale hos deres praktiserende læge for at fange tegn på blandt andet psykisk sygdom og mistrivsel.

Det er et af de konkrete initiativer, som i øjeblikket forhandles mellem de praktiserende læger i PLO og Danske Regioner. Det skriver Jyllands-Posten.

Omkring hver tiende dansker har ifølge organisationen Bedre Psykiatri en psykisk lidelse, mens hver tredje får en psykiatrisk diagnose i løbet af livet. Cirka halvdelen af alle psykiske sygdomme opstår inden 14-års alderen, og 75 pct. af dem, der får en diagnose, får den, inden de fylder 24 år.

Samtidig afslører et tjek på ventetiderne hos landets praktiserende psykiatere, at der her typisk er mange måneder – og ofte over et års – ventetid, ligesom ventetiden til psykologsamtaler sætter rekord, og nu er mere end 12 uger.

Et andet konkret forslag i PLOs idékatalog for en styrket indsats for borgernes mentale sundhed er, at de praktiserende læger får mulighed for hurtigt og indenfor to uger at henvise patienter med nye eller lettere symptomer på psykisk lidelse til en undersøgelsessamtale hos en praktiserende psykiater – hvis lægen er i tvivl om, hvad der stikker under, og hvad der bør gøres.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top