Ladies Circle Thisted til kamp imod brystkræft

Der bliver rig mulighed for at ”støtte brysterne”, når netværket Ladies Circle Thisted slår dørene op for en ”pop-up shop” med alt fra skønne loppefund, sko, tøj, børnetøj, strik, møbler, nips og meget mere. Overskuddet går ubeskåret til kampen mod brystkræft, hvor Ladies Circle Thisted donerer overskuddet af salget til Kræftens Bekæmpelses indsamling ”Støt Brysterne”.

Ja-tak tilbud på ”Ladies Circle Thisteds kamp mod brystkræft”

Op til åbningen af butikken vil der på Facebooksiden ”Ladies Circle Thisteds kamp mod brystkræft” være gode ja tak-tilbud fra byens butikker og erhvervsdrivende, som har valgt at sponsorere den gode sag med nogle lækre tilbud.

– Vi har fået en enorm opbakning fra en lang række handlende blandt andre Karma Frisør, Sportigan Thisted, Thisted Tandklinik, Estate Thy, Hudplejen Thisted og mange flere. Hele beløbet fra ja-tak tilbuddene går til Støt Brysterne, fortæller Katrine Stagstrup, som er formand for den lokale Ladies Circle klub.

Hun fortæller videre, at Ejendomsselskabet Thy har stillet lokalerne gratis til rådighed i gågaden, og Skrannies Skilte og reklame har sponsoreret skiltene.

– Vi er målløse og meget taknemmelige over den kæmpe opbakning, vi har mødt fra vores lokale erhvervsliv. Vi håber, at vi kommer til at se rigtig mange i vores butik og på vores facebookside, siger Katrine Stagstrup.

Ladices Circle – et fællesskab for kvinder

Ladies Circle er et landsdækkende fællesskab for kvinder mellem 25 og 45 år, hvor man

både kan udvide sit netværk, udvikle sig selv, få nye venskaber og spændende oplevelser.

– I vores Thistedklub er vi 16 kvinder med vidt forskellige baggrunde, som ses en gang i måneden, og hvor vi laver noget nyt sammen fra gang til gang. Vores møder har bestået af alt fra padel, bålhygge, surfing, lokale virksomhedsbesøg, knallerttur, yoga, paintball, pizzakursus, kanotur, vinterbadning, orienteringsløb, kurbad, kreahygge, farverige fester og meget mere. Vi har et rigtig stærkt sammenhold i klubben, hvor man lynhurtigt oplever den varme og kærlighed netværket også byder på, fortæller Katrine Stagstrup.

Derfor støtter man brysterne

I Ladies Circle er mottoet ”Friendship and service”. Hvert år støtter man et nationalt projekt.

– I år har vi i Thisted derudover også valgt at støtte et projekt, som vores hjerter ligger særligt nært: tre af vores egne LC-piger har været ramt af brystkræft, og det betyder derfor rigtig meget for os alle sammen, at vi kan give et bidrag til bekæmpelse af lige præcis denne sygdom, fortæller Katrine Stagstrup.

Desværre er klubbens medlemmer langt fra de eneste, der har haft brystkræft tæt på. 9,3% af danske kvinder rammes af brystkræft, inden de er fyldt 75 år, og sandsynligheden for at kende et familiemedlem, en veninde eller en kollega med brystkræft er desværre stor.

– Meget har heldigvis ændret sig gennem de sidste 40 år. Lægerne er kommet langt, og prognoserne er i dag gode. Men det kan stadig blive bedre. Flere kan overleve brystkræft. Flere kan undgå senfølger, der

belaster resten af livet. På den måde rækker vores donation også langt ud over vores egne piger – den er med tanke på alle, der er ramt af sygdommen, påpeger Katrine Stagstrup og slutter:

– Vi håber, rigtig mange vil komme og støtte brysterne – og høre mere om vores klub – i weekenden d. 24. og 25. marts. Fredag har butikken åbent fra 10-17 og lørdag fra 10-14.

Forfatter
Top