Kvindlig styrkeløfter henter VM guld til Thy

Der var drama for alle pengene da Thisted Vægttræningsforenings Lise Madsen stillede op i 63 kg klassen, Masters 3 kategorien, for kvinder over 60 år, ved VM i klassisk styrkeløft i Minsk i Hviderusland.

Lise som på forhåndsnomineringen var seedet til en delt førsteplads i den uhyre tætte klasse, kom i alvorligt uvejr allerede i første disciplin Squat, hvor hun var nomineret med et bedste løft på 82,5 kg. Men Lises første forsøg på 70 kg blev underkendt af dommerne, og ligeledes gik det 2. forsøg på samme vægt. Og så skulle veteranen have godkendt sit 3. og sidste forsøg for, at blive i konkurrencen.

– heldigvis bevarede Lise hovedet koldt og leverede et flot løft som de tre dommere énstemmigt godkendte, så Lise kunne fortsætte konkurrencen. Men det var en slem streg i regningen at hun kun fik 70 kg med fra squat, og en forventet plads på podiet var nu i fare, fortæller Jan Lyhne fra Thisted Vægttrænings Forening.

I bænkpres leverede Lise Madsen en stabil sikker indsats og fik godkendt 45 kg, hvilket sikrede hende en disciplin bronzemedalje, kun 2,5 kg efter Francoise Calvert fra Frankrig og sydafrikaneren Susan Farrell.

Foto : Thisted Vagttrænings Forening

Sidste disciplin, dødløft, er Lise Madsen’s paradedisciplin.

–  hun er en af verdens bedste i sin alderskategori. Lise var tilmeldt VM med et bedste løft på 137,5 kg, hvilket er en uofficiel tangering af verdensrekorden. Og hun havde sat næsen op til at forsøge at sætte rekorden officielt ved VM i Minsk. Og samtidig ville det kræve et løft på mindst 130 kg for at komme på medaljeskamlen i den totale konkurrence. Lise havde derfor bestilt 125 kg i sit første forsøg. Et løft som burde være en sikker åbner, fortæller fortæller Jan Lyhne.

Men i Minsk – måske på grund af den tynde luft – var de 125 kg meget tunge, og Lise Madsen fik underkendt sit første forsøg. I andet forsøg gik det bedre, og løftet blev godkendt og disciplinguldet i dødløft blev sikret med margen til de øvrige.

I sit sidste forsøg skulle Lise så klare 130 kg for, at erobre bronze i trekampen. Men stangen forblev som limet til podiet, og Lise måtte tage til takke med 125 kg, disciplin guld og en ærgerlig 4. plads i trekamp. Totalt blev det til 240 kg, mens verdensmesteren Francoise Calvert kalrede 262,5 kg, sølvvinderen Susan Farrell fra sydafrika 250 kg og bronzevinderen Denise Thomas fra USA 242,5 kg.

Lise Madsen kan dog glæde sig over, at det blev til både disciplinguld og bronze.

– Og så er der ingen grund til at dvæle ved det faktum, at hvis hun havde løftet de 267,5 kg som hun havde kvalificeret sig med, var hun blevet verdensmester med fem kilo forspring, siger Jan Lyhne.

På søndag kl. 17.00 er det så Thisteds 2. VM deltager Matti Christensen som i juniorernes 74 kg klasse er nomineret 2. som medaljefavorit.

Forfatter

Related posts

Top