Kvindelige ledere tjener 13 procent mindre end deres mandlige kolleger

I september 2019 tjente en gennemsnitlig mandlig leder 62.155 kroner, mens en kvindelig leder i gennemsnit måtte ”nøjes” med 53.868 kroner – begge inkl. pension.  Kvinderne tjente altså i gennemsnit 8.287 kroner – svarende til 13,3 procent – mindre end mændene.

Det viser Ledernes nye lønstatistik, som er foretaget af analysebureauet YouGov og omfatter næsten 11.000 privatansatte medlemmer. Lønforskellen er stort set på niveau med sidste år, hvor den var 13,0 procent. Og det ærgrer i den grad Nanna Simone Jensen, politisk konsulent i Lederne.

– Vi må desværre konstatere, at de kvindelige lederes løn stadig halter et godt stykke efter mændenes. Det er ikke bare trist for kvinderne, men i høj grad også for dansk erhvervsliv og det danske samfund. I et lille land som Danmark er det helt afgørende, at vi udnytter talentmassen så godt som overhovedet muligt. Og derfor er det vigtigt, at vi får sat skub i kvindernes løn- og karriereudvikling, siger Nanna Simone Jensen.

Når man dykker nærmere ned i tallene, kan cirka halvdelen af lønforskellen mellem kvindelige og mandlige ledere forklares med forskelle i forhold til branche, uddannelse, ledelsesniveau- og anciennitet og virksomhedens placering.

Men der er stadig en forskel på 6,7 procent tilbage, som ikke umiddelbart kan forklares. Den forskel ligger også på nogenlunde samme niveau, som den har gjort de seneste år.

Forfatter

Related posts

Top