Kunst- og Vinmesse i Sjørring Idræts- og Kulturcenter

For niende  år i træk er der mulighed for at opleve et bredt udsnit af midt- og nordjyske kunstnere og kunsthåndværkere  i Thy, hvor Sjørring Idræts- og Kulturcenter fyldes med det bedste 70 amatør-, halv- og helprofessionelle kunstnere kan præstere.

Samtidig præsenterer tre vin-, øl- og snapsefirmaer deres ædle produkter og serverer smagsprøver for alle, der har lyst til at forkæle deres smagsløg.

Rekordbesøg sidste år
Selv om messen efterhånden er blevet en tilbagevendende begivenhed – hvert år tilsat adskillige spændende nyheder – er de tre lokale foreninger bag arrangementet spændte på forløbet.

Sidste år blev der sat publikumrekord med hele 1900 besøgende. På visse tidspunkter af dagen var der direkte trængsel ved indgangen, men alle kom ind og fik en rigtig god oplevelse.

På de 70 stande møder man udstillerne sammen med deres værker og i mange tilfælde i fuld gang med deres arbejde. Ud over at iagttage mange forskellige kunstneriske udtryksformer spændende fra maleri, fotografi, keramik, glas og tekstil til skulptur, sten, art quilt, pileflet og læder mv., er der således mulighed for at være vidne til den skabende proces og tale med kunstnerne om deres arbejde.

Der kan købes kunst og “drikkevarer” til rimelige priser
Publikum kan naturligvis også benytte lejligheden til at købe kunst og kunsthåndværk til rimelige priser – uden mellemhandleravancer – eller træffe aftale med kunstnerne om i ro og mag at besøge dem hjemme i deres atelier.

På de tre vin-, øl- og snapsestande kan man – ud over at nyde smagsprøver af et stort udvalg af vine fra hele verden – naturligvis også få gode råd om vin og vinkøb.

På en stand vil der endvidere blive præsenteret forskellige spændende lokale snapsetyper.

Foto : TV2 Nord

Foto : TV2 Nord

Masser af underholdning
Den officielle åbning af messen foregår kl. 10.00, hvor en gammel Sjørring-dreng, Søren Kusk holder åbningstalen.

Søren, som nu bor i Ålborg, er især kendt fra sportens verden: Han har tidligere været topfodboldspiller, blandt andet med flere hundrede superligakampe for AaB, og efterfølgende været superligatræner for både Viborg FF og Sønderjyske, samt talentspejder for flere klubber. Han opstiller nu som kandidat til byrådet i Ålborg.

I forbindelse med åbningen og igen kl. 12 underholder det otte mand store orkester, The GreyHounds, med rytmisk 70er og 80er –musik.

Mens man lytter til de swingende rytmer, er der rig mulighed for at nyde en forfriskning i messecaféen, som tilbyder kaffe, brød, øl og vand i hele messens åbningstid.

Stort antal udstillere afvist
Interessen for at udstille på messen har i år været så stor, at arrangørerne har måttet afvise et større antal udstillere. I det hele taget har der gennem årene været støt stigende interesse for at udstille på Sjørring-messen.

Blandt de 70 udstillere er der i år 18 spændende kunstnere, som ikke tidligere har været med på messen blandt andre Annelise Pedersbæk fra Frøstrup, der udstiller pileflet, Kirsten Dahl-Hansen fra Hedensted og Ellen Mortensen fra Dronninglund med olie- og akrylmaleri.

Ny er også graffitimaleren Richard Holmes fra Thisted, bl.a. kendt fra TV-Midt/Vest og lokale Hans Jørn Madsen, der arbejder i ben og horn.

Patchworkkunstnerne fra Limfjordsgruppen viser sig frem med 20 Jens Søndergaard inspirerede værker, der fylder en hel væg på udstillingen.
Alt i alt spænder udstillingen over et meget bredt felt af kunstneriske udtryksformer og kunstnere fra Hedensted i syd til Ålborg i nord.
Også børnekunst er repræsenteret, nemlig ved en udstilling fra en række klasser på Sjørring skole, der viser, hvad børn og unge kan præstere, når de yder deres allerbedste. Børnekunst af høj kvalitet kan i mange tilfælde udfordre voksne kunstneres niveau.

En fuldstændig oversigt over udstillerne og messens samlede program kan bl.a. ses på www.sjoerringcenter.dk under linket Kunstmesse.

Aktivering af publikum, lotteri og konkurrencer
Publikum har bl.a. via indgangsbilletten automatisk mulighed for at deltage i tre udtrækningsrunder i messens store kunst- og vinlotteri, hvor 70 flotte gevinster udloddes. Møder man tidligt op, deltager man i alle tre lodtrækninger.

Ud over de mange aktiviteter, publikum kan deltage i på de forskellige stande, vil der være mulighed for aktiv deltagelse i to store publikumskonkurrencer: ”Messens flotteste stand” og ”Gæt kunstnerne bag 4 udstillede billeder”.

Også her vil der være fine præmier til de heldige vindere.

Henrik B. Jeppesen her med den Libyske Premierminister under sin world tour.

Henrik B. Jeppesen her med den Libyske Premierminister under sin world tour.

Globetrotterforedrag med lokal
Som et ekstra tilbud til publikum er der på messen i år mulighed for at møde verdens yngste globetrotter, 27-årige Henrik Jeppesen, som gennem de sidste ti år har besøgt samtlige verdens lande, boet på 1000 af verdens fornemste hoteller, fløjet 850 gange på mere end 200 forskellige flyruter, rejst på verdens længste togbaner, 4 gange blevet frarøvet alt, optaget fotos og film, skrevet bøger og meget mere – og så er han født og opvokset i Hundborg.

Henrik holder billedforedrag kl. 11.00 og 13.00.

Arrangørerne bag messen er de tre lokale foreninger: Sjørring Håndværker- og Borgerforening, Kunstforeningen for Sjørring og Omegn og Sjørring Idræts- og Kulturcenter, og ikke mindre end 60 frivillige hjælpere bidrager med frivillig arbejdskraft.

FAKTA:
Kunst- og Vinmessen i Sjørring Idræts- og Kulturcenter
søndag den 30. oktober 2016, kl. 10-16.
Kilde : pressemeddelelse

Forfatter

Related posts

Top