Kun hver anden over 65 udvikler immunitet efter smitte

Hver femte smittede med covid-19 bliver ikke immun over for ny smitte. For folk over 65 år er det mindre end halvdelen, der opbygger immunitet over for at blive smittet igen.

Det viser en undersøgelse foretaget af Statens Serum Institut (SSI), skriver instituttet i en pressemeddelelse.

Seniorforsker Steen Ethelberg understreger i pressemeddelelsen, at de fleste dermed stadig er beskyttede mod at blive smittet igen i mindst et halvt år.

– Men ikke alle er beskyttede og særligt blandt de ældre viste vores undersøgelse noget foruroligende. At kun halvdelen tilsyneladende var beskyttede, siger han.

På baggrund af studiet opfordrer han til at takke ja til tilbuddet om at blive vaccineret – også selv om man allerede har været smittet.

– Og indtil da – og det gælder særligt for de ældre – huske stadig at følge myndighedernes råd om, hvordan man beskytter sig mod smitte, siger han.

Studiet har også kigget på, hvor længe man er immun efter endt sygdomsforløb. Det blev især i 2020 diskuteret, om de antistoffer, der blev dannet under infektionen, forsvandt med tiden. SSI’s undersøgelser viser, at immuniteten i hvert fald ikke begynder at aftage efter et halvt år.

Det hører dog med til historien, at coronavirus endnu kun har været i befolkningen i cirka et år, og at det derfor stadig er vanskeligt at undersøge de langvarige effekter af infektionen.

Undersøgelsen er offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift The Lancet.

/ritzau/

Foto: Lene Pedersen/Region Nordjylland

Forfatter

Related posts

Top