Kulturmødet slutter af med et kulturelt festfyrværkeri

Kulturmødet efterårsprogram er kommet godt i gang med udsolgte huse til de første arrangementer. Og der er heldigvis mere at glæde sig til. Programmet afsluttes i næste uge med et brag af en tre-trinsraket – alt sammen helt gratis.

– Kulturmødets efterårsprogram er et kulturelt festfyrværkeri til morsingboerne. Når vi ikke kunne afholde et fysisk Kulturmøde i år, så har det været vigtigt os at præsentere nogle helt forrygende arrangementer her til efteråret. Så vi igen kan opleve kunsten helt tæt på, fortæller Kulturmødets direktør Trine Bang.

Allerede onsdag aften kan man opleve pianisterne Rikke Sandberg og Tanja Zapolski spille virtuos musik for noget så sjældent som firhændigt klaver.

Zapolski og Sandberg er to af landets allermest efterspurgte og prisbelønnede unge koncertpianister. Hver især bliver de betragtet som nogle af de mest eftertragtede koncertpianister i Norden, men siden deres helt unge år har de optrådt sammen og har gennem 25 år forfinet deres samspil både 4-hændigt og på to flygler. De kommer til Nykøbing med en genopdagelse af Carl Nielsens 3. symfoni i komponistens eget arrangement for 4hænder, som kun er blevet opført af Nielsen selv ved få private arrangementer.

– Det er stort vi kan præsentere nogle af Nordens allerdygtigste koncertpianister her i Nykøbing. Kirkens imponerende rum, kommer helt sikkert til at spille flot sammen med Rikke Sandberg og Tanja Zapolski. Jeg glæder mig til klassisk musik fra absolut øverste hylde, siger  Trine Bang.

– Det er nogle af Nordens allerbedste koncertpianister, der besøger Mors, understreger hun.

Om en uge, mandag 26. oktober, besøger guitaristen fra det danske band D-A-D Jacob Binzer Nykøbing Kirke sammen med operasangeren Andrea Pellegrini. Duoen genfortolker sange fra Barokken til i dag.

– Der er få ledige pladser så du skal skynde dig, hvis du ikke vil gå glip af en enestående oplevelse i Nykøbing Kirke. Det er d. 26. Oktober kl. 17.00. Det er muligt at komme på venteliste.

Årets Kulturmøde sluttes af med en allerede udsolgt oplevelse fra øverste hylde. For nogle gange sker der magiske ting, når kunstnere fra forskellige genrer mødes, og det er præcis, hvad publikum skal være vidne til, når forfatter Leonora Christina Skov og musiker Kristina Holgersen indtager Bio Mors d. 30. oktober.

Det er gratis at deltage i alle arrangementer, men det kræver tilmelding for at kunne deltage. Se mere på kulturmodet.dk.

Pressefoto

Forfatter

Related posts

Top