Kulturmødet Mors stemplede for alvor ind i samfundsdebatten

37.000 mennesker har samlet sig på Mors for at deltage i Kulturmødet og både opleve og diskutere kunsten og kulturens betydning for samfundet. Med deltagelse fra tre ministre og ’opbrud’ som det centrale tema.

De store tematikker har fundet vej til årets udgave af Kulturmødet Mors: Opbrud. Trusler mod demokratiet. Åndelig oprustning og kulturelt nødberedskab. Identitet, trivsel og fællesskab. Både dystre og optimistiske fremtidsscenarier. 

– Kulturmødet har i dén grad cementeret sig som en platform for de allervigtigste samtaler, vi skal have om den tid, vi lever i netop nu. Samtaler, der gennem kunsten og kulturens prisme rækker ud i samfundet og konstruktivt kommer med forslag til, hvordan vi kan sikre den bedst mulige fremtid for os alle sammen, forklarer Kulturmødets direktør, Caspar Ryttergaard. 

At Kulturmødet har opnået en tiltagende stor relevans er i år blevet tydeliggjort af, at ikke blot kulturminister Jakob Engel-Schmidt har været på scenen, men også både statsminister Mette Frederiksen og minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen. 

37.000 deltagere 
Årets program er med sine mere end 700 programpunkter, der rummer både samtaler, kunst og oplevelser, det største i Kulturmødets historie, og interessen for at være en del af Kulturmødet er også stor. 

Det ses i det bugnende antal partnerskaber med organisationer, fonde, virksomheder og offentlige instanser, ligesom det ses i antallet af deltagere, som i år er på ca. 37.000 mennesker over tre dage. 

Allerede inden Kulturmødet officielt åbnede, havde næsten 3.000 mennesker placeret sig forventningsfuldt foran Folkescenen for at høre statsministeren i samtale om åndelig oprustning. 

Caspar Ryttergaard er taknemmelig og glad over den store interesse:  

– Jeg er ved at revne af stolthed. Vi slår fast, at kunst og kultur har en afgørende plads i en usikker verden. Vi viser, at nordiske og europæiske stemmer og kunstnere giver et vigtigt internationale perspektiv, og minder os om, hvor meget vi er bundet sammen i et værdifællesskab. Og så er Kulturmødet folkets møde, hvor hele landet samles i alle aldre om kunst og kultur.

   Et stærkt internationalt udsyn 
Endnu et særligt kendetegn for årets udgave af Kulturmødet er det stærke internationale udsyn, som især manifesterer sig ved EU-programmet, der er planlagt i forbindelse med Danmarks EU-formandskab.  

På Kulturmødet har man bl.a. kunnet opleve en stærk samtale mellem to europæiske kvinder, Sofi Oksanen og Apolonia Sokol, om feminisme og aktivisme, og hvordan den kommer til udtryk i deres kunstneriske praksisser. 

EU-programmet fortsætter på Ungdommens Kulturmøde den 3. og 4. september i Valby, ligesom det vil udfolde sig i Herning, Horsens og København de kommende måneder. 

Kulturmødet Mors afsluttes i aften, hvor Mads Langer giver koncert på Folkescenen kl. 21, hvorefter Patina går på scenen hos Ung Kult kl. 22:15. 

Fotos : Per Bille

af Redaktionen

Relaterede artikler

Mors, Regionalt, Thy, Topnyheder

Man skaber ikke nærhed ved at flytte hjælpen 100 kilometer væk

Somatiske læger transporteres allerede mellem Aalborg og Thisted. Hvorfor undersøger man ikke, om psykiatriske speciallæger kan gøre det samme, før man flytter et helt behandlingstilbud væk fra Thy?
4 min read
Sport, Thy, Topnyheder

Malthe efter skuffelsen: Vi kniber ballerne sammen

En lovende start blev til en tung afslutning for Thy-køreren Malthe Jakobsen og Team Peugeot TotalEnergies ved VM-løbet over seks timer i brasilianske São Paulo.
3 min read
Regionalt, Topnyheder

Nordjysk medlem af Europaparlamentet meldt for racisme

Kristoffer Storm, der er medlem af Europa-Parlamentet for Danmarksdemokraterne og fra Aalborg, er blevet politianmeldt af et andet parlamentsmedlem.
2 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.