A.P. Møller Fonden har bevilget 4,5 millioner kroner til Kulturmødet til at udvikle og forankre det nordiske program frem mod 2028. Bevillingen skal styrke mødet mellem nordiske kunstnere, unge og kulturaktører – og fastholde Norden som et centralt tema i Kulturmødets samtaler og oplevelser.
– Det nordiske fællesskab, og de værdier der binder landene sammen, er i denne tid noget af det vigtigste, vi kan dyrke. Vi er derfor dybt taknemmelige for, at A.P. Møller Fonden endnu engang bakker op om et ambitiøst nordisk program. Støtten gør det muligt at forankre Norden som en bærende del af Kulturmødet og skabe nye møder mellem nordiske kunstnere, unge talenter og vores lokale fællesskab på Mors, siger direktør for Kulturmødet, Caspar Ryttergaard.

Fortsættelse af Nordisk fokus
De seneste tre år har Kulturmødet, med en generøs bevilling fra A.P. Møller Fonden, sat stort fokus på den nordiske samhørighed med mere end 150 programpunkter fra hele Norden. Der har blandt andet været store musikalske øjeblikke med færøske Eivør og islandske Víik, nære samtaler med nogle af Nordens førende forfattere, arkitekter, forskere og kulturstemmer, og stærke indslag, hvor unge nordiske talere har delt deres fremtidsdrømme for Norden.
I takt med, at det nordiske fokus har vokset sig stærkt, er det også begyndt at inspirere andre aktører på Kulturmødet. Flere organisationer og samarbejdspartnere bringer nu selv nordiske vinkler ind i deres arrangementer, og Norden er blevet et naturligt samlingspunkt, et fælles kulturelt og historisk ståsted, der føles vigtigere end i mange år.
Med den nye treårige bevilling ønsker vi at bygge videre på denne udvikling. Kulturmødet vil skabe nye partnerskaber med kulturinstitutioner og festivaler i hele Norden, invitere næste generation af unge kunstnere og kulturaktører til at skabe værker sammen på Mors – og lade kunsten møde nye publikummer, som måske ikke normalt opsøger kultur.




