Kryptisk høj dødelighed blandt danske ulve

Forskerne holder nøje øje med udviklingen i antallet af ulve herhjemme.

Der bliver lavet en genetisk profil for hver enkelt ulv ud fra ekskrementer og hår. På den baggrund har man registreret 24 ulve på dansk grund, siden ulven genindvandrede til Danmark i 2012.

En af dem blev skudt og dræbt på en mark ved Ulfborg i april 2018. Men ni andre ulve er forsvundet, uden at forskerne har kunnet finde spor efter dem hverken herhjemme eller i andre lande.

Kryptisk høj dødelighed
Det gør Danmark til et land med en høj forsvindingsrate for ulve – eller kryptisk høj dødelighed, som forskerne formulerer det.

– Man ser også ulve, der sporløst forsvinder i andre lande. Men den kryptiske dødelighed for ulve er høj i Danmark, når vi sammenligner med andre lande, siger seniorforsker Hans Peter Hansen, Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.

På sociale medier er der med jævne mellemrum forlydender om, at personer har taget loven i egen hånd og nedlagt ulve, der ellers er fredede i hele EU.

Med det in mente har Miljøstyrelsen bedt Hans Peter Hansen og forskerkolleger give deres besyv med om, hvordan man kan forebygge, at ulve bliver ofre for muligt krybskytteri.

Forskerne har blandt andet set på, hvad man gør i andre lande, og det er mundet ud i 26 anbefalinger.

Overvågning og gps
Forskerne foreslår blandt andet en intensiveret politimæssig overvågning af områder, hvor ulve forsvinder.

Desuden skal politiet have bedre muligheder for at efterforske sager om faunakriminalitet – altså lovovertrædelser, der vedrører dyr i naturen.

Et mere vidtgående forslag er at udstyre et antal ulve med gps-halsbånd, som vil gøre det muligt at lokalisere, hvor og hvornår dyrene forsvinder.

/ritzau/

Forfatter
Tags

Related posts

Top