Konservativ formand klar til kommunalbestyrelsen

De Konservative på Mors opstiller nu deres lokale formand, Henrik Markmøller Bro, som kandidat til kommunalbestyrelsen. Henrik har været konservativ, siden han som 14-årig meldte sig ind i partiet. De borgerlige kerneværdier – ansvar, frihed og fællesskab – er fundamentet for hans politiske ståsted.

– Vi skal have mere tillid til mennesket end til systemet. Borgerne skal inddrages, og de skal have frihed til selv at tage ansvar. Det er konservativ lokalpolitik i praksis, siger Henrik.

Henrik har stået i spidsen for De Konservative på Mors i tre år og var sammen med Poul Roesen og Keld Kortegård med til at skabe ABC-samarbejdet helt fra begyndelsen. Nu vil han være med til at føre projektet helt i mål.

Hans politiske mærkesager ligger især inden for kultur og fritid – med de unge som en klar prioritet. Han har selv været en del af foreningslivet siden ungdomsårene og været aktiv inden for svømning, gymnastik, volleyball og golf, samt engageret sig i bestyrelser og udvalg. I dag leder han juniorarbejdet i Morsø Golfklub og sidder i bestyrelsen for Mors-Thy Håndboldakademi, hvor han tidligere var formand.

– Når man giver unge ansvar, muligheder og fællesskaber, vokser de. Derfor skal vi styrke idrætslivet, samle aktiviteterne og skabe tilbud, der matcher de unges virkelighed. Morsø Multipark er et oplagt samlingspunkt – her kunne endnu flere aktiviteter samles, for eksempel tennis og cricket.

Men der skal også være plads til de skæve og kreative ideer – også til dem, der hellere vil skrue i en knallert end spille håndbold, siger Henrik.

Han mener, at Morsø Kommune har brug for et reelt kursskifte:

– Der skal ske noget nyt på Mors. Vi skal have mere lokal forankring, mere ansvar til borgerne og en politisk ledelse, der tør møde folk dér, hvor de er – ikke blot sidde bag skrivebordet. Jeg vil arbejde for en kommune, hvor tillid, ansvar og fællesskab går hånd i hånd.

Med sit konservative værdigrundlag, sit lokale engagement og sit stærke fokus på unge og foreningsliv går Henrik Markmøller Bro til valg på at styrke Mors nedefra – med borgerne som drivkraften.

af Redaktionen

Relaterede artikler

Mors, Regionalt, Thy, Topnyheder

AI er kommet for at blive – også på de lokale gymnasier

To ud af tre gymnasieelever indrømmer at have brugt ChatGPT i afleveringer, og ni ud af ti i gruppearbejde. To lokale gymnasier ruster sig til nye tider.....
5 min read
Kultur, Thy, Topnyheder

Thyboerne er ikke til rock i synagogen – men i kirken

THY ROCK's kirkekoncerter med U2-coverbandet DIE HERREN, er en kæmpe succes. Folk strømmer til de lokale folkekirker, der danner en usædvanlig flot ramme om rockbandets koncerter.
2 min read
Thy, Topnyheder

Bedsted Skole: Ordentlighed er ikke til forhandling

Det handler om redelighed i beslutninger, gennemsigtighed i processer og et sagligt, fuldt oplyst grundlag, før der træffes politiske beslutninger med vidtrækkende konsekvenser for børn, ansatte og lokalsamfund.
7 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.