Kommuner får lov til at bortadoptere børn ved fødslen

De mest udsatte børn og unge samt deres forældre skal have bedre hjælp fremover, end de får i dag.

Det mener et bredt flertal i Folketinget, som har indgået aftalen “Børnene Først“.

Alle partier undtagen Nye Borgerlige er med i aftalen, som giver kommunerne mulighed for at beslutte, at børn skal bortadopteres umiddelbart efter fødslen.

Disse børn skal straks efter fødslen hjem med deres adoptivfamilie, uden først at skulle anbringes hos en midlertidig plejefamilie.

– De børn, hvor en beslutning om adoption kan træffes før fødslen, er børn, hvis forældre har en så begrænset omsorgsevne, at de aldrig vil kunne tage vare på barnet, og barnet derfor vil skulle bortadopteres, fremgår det af aftaleteksten.

Statsminister Mette Frederiksen (S) gjorde det i sin nytårstale 1. januar 2020 klart, at regeringen ønskede flere tvangsfjernelser.

På grund af coronakrisen gik der imidlertid et år, inden regeringen fik udarbejdet et udspil til en børnereform.

Barnets Lov
Aftalen indeholder også en Barnets Lov, som overordnet set skal give børn flere rettigheder.

Det indebærer blandt andet, at børn over ti år får selvstændig partstatus og selv kan klage til Ankestyrelsen over en afgørelse om for eksempel anbringelse.

Såkaldte familiehuse skal udbredes over hele landet og sørge for, at kommende forældre og sårbare småbørnsforældre kan få bedre støtte og vejledning.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top