Kommuner får ekstra snor til at nå i mål

Det er de færreste kommuner, der når at blive klar til at kunne sortere borgernes husholdningsaffald i ni fraktioner til sommer.

Nu er miljøminister Lea Wermelin (S) og et politisk flertal klar med en mulighed for, at kommunerne kan søge dispensation for tidsfristen. Det skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

Regeringen og forligspartierne på Christiansborg vedtog i juni sidste år, at danskerne fra 1. juli 2021 skal sortere deres affald i ni fraktioner.

Affaldet skal fremover opdeles og indsamles, så madaffald, plastik, glas, metal, pap, papir, mad- og drikkekartoner, farligt affald og restaffald sorteres særskilt.

Men kommunerne mener, at de ikke har fået tid nok til at gennemføre ændringen.

Der skal eksempelvis bestilles nye affaldsbeholdere. Bilerne, der håndterer affaldet, skal også omstilles.

Nogle steder skal der gennemføres nye udbud, ligesom der skal laves kampagner, så borgerne tager de nye sorteringsregler til sig.

Otte ud af ti kommuner har i en rundspørge i Kommunernes Landsforenings blad Momentum tilkendegivet, at de ikke når i mål til 1. juli.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top