Kollerup mødes med bro-ansatte på Vildsundbroen

Mandag over middag mødes det lokale folketingsmedlem Simon Kollerup (S) med bro-ansatte på Vildsundbroen for i dybden at forstå den lokale bekymring over regeringens planlagte fjernautomatisering af Vildsundbroen fra København.

– Jeg mødte en venlig, men bekymret brovagt lige efter Mette Frederiksen havde været til lyttemøde på Hotel Vilsund Strand, og han fortalte mig om bekymringen, som han og kollegerne havde. Bl.a. at vi kan risikere, at den gamle mekaniske bro kan opleve problemer med broklappen, hvilket sker i ny og næ, og sådan noget altså kræver en rask mand, som hopper ned til tandhjulene og fixer problemet. Det kan man ikke klikke på en mus i København og ordne, siger Simon Kollerup.

– Grundlæggende er jeg bekymret for vores lokale tryghed. Hvis livsvigtige ambulancekørsler ikke kan krydse broen bare én eneste gang, så vil en automatisering jo være utilgiveligt. Derfor skal vi undersøge sagen grundigt, og jeg vil bruge mødet med brovagterne på mandag til at afgøre, om jeg ligefrem bør indkalde transportministeren i samråd om sagen. Det er jeg på nippet til at gøre, siger han.

Simon Kollerup, som allerede har stillet skriftlige spørgsmål til transportministeren, mødes kl. 13.00 med de broansatte på mandag d. 14. november 2016.

Forfatter

Related posts

Top