Kollerup kritiserer DF for aftale om kontrol af svinetransporter

Næste år vil der blive skruet gevaldigt op for kontrollen af svinetransporter. Det ligger fast efter regeringen og Dansk Folkeparti igår blev enige om en aftale der betyder, at der vil blive udført 250 kontroller af svinetransporter om måneden, svarende til ca. 10%, i sidste halvdel af 2019. Hidtil har det været planen, at der skulle udføres ti kontroller.

Men Dansk Folkeparti har ladet sig spise af med en tynd aftale. Sådan lyder den krasse kritik fra SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet. For Dansk Folkeparti kunne have fået flertal uden om regeringen for at kontrollere mange flere, lyder kritikken.

– Enten er Dansk Folkeparti blevet snydt, så vandet driver. Eller også er DF ikke det dyrevelfærdsparti, de går og siger, at de er, siger fødevareordfører Simon Kollerup (S).

Også hos Dyrenes Beskyttelse får aftalen en behersket modtagelse.

Ifølge direktør Britta Riis er ambitionsniveauet ikke højt nok. Foreningen mener, at myndighederne i en periode burde kontrollere samtlige lastbiler.

/Ritzau/

Foto: Steen Brogaard

Forfatter

Related posts

Top