Københavnere henter inspiration hos FC Thy Piger

DBU København har været på besøg for at få inspiration fra samarbejdet omkring pigefodbolden i Thy.

Der var både en U18DM og en 3F Liga kamp på programmet på Lerpytter, da en delegation på 13 børne- og ungdomsformænd fra breddeklubberne under DBU København forleden tog turen til Thy. Målet var at hente inspiration i fodboldsamarbejdet om pigefodbolden i Thy.

FC Thy Thisted Q’s Per Nørgaard stod for et oplæg om damesenior forud for 3F kampen mod Brøndby. Derudover var der workshops på programmet lørdag inden gæsterne blev indlogeret i Klitmøller. Søndag mødtes københavnerne med medlemmerne af samarbejdsudvalget i FC Thy Piger til oplæg om etableringen og de fem Thy-klubbers samarbejde om pigefodbolden, og spørgelysten var stor.

Christian Theilgaard Glud fra Kastrup Boldklub var en af deltagerne. Han fortæller, at han fik meget ud af besøget i Thy:

– Jeg fik en endnu større lyst til at få gang i pigefodbolden i Kastrup Boldklub. Selvom der er blevet slugt nogle kameler i Thy, kan man se, hvad pigefodbold kan føre til. Tror den tilgang til fodbold piger har, passer rigtig godt ind i breddeklubberne og så fik jeg en masse inspiration til strukturen omkring det sportslige og det sociale set-up for pigerne.

Også Liv Gish fra FA2000, der ligger på Frederiksberg tog noget med hjem fra besøget:

– Det gav mig især inspiration til hvordan vi kan engagere vores forældre noget mere. Men hele de-res tilgang til samarbejde og fantastiske entusiasme omkring projektet var smittende og inspirerende siger hun.

Foto: Birgitte Harder

Forfatter

Related posts

Top