Knapt 9000 børn leger sig til gode sikkerhedsvaner

Hver fjerde ulykke blandt 0-9 årige sker i skoler og institutioner, viser en ny undersøgelse. I uge 9 afholdes Sikkerhedsugen for allerførste gang, hvor 182 skoler og institutioner er klar til lære om sikkerhed gennem leg og aktiviteter.

Der skal gang i rutsjebanen, klatrestativet og gyngerne, når der i Sikkerhedsugen sættes fokus på ”Sikker leg” landet over. Læringskonceptet er udviklet af Børneulykkesfonden med støtte fra Sundhedsstyrelsen. Ugen kickstartes i dag, hvor 182 skoler og institutioner med 8.820 børn rustes til, hvordan man kan lege sikkert i hverdagen.

Sikker adfærd når børnene leger
En undersøgelse fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital viser, at 30.000 børn i aldersgruppen 0-9 år hvert år kommer på skadestuen som følge af en ulykke i enten skolen eller institutionen. Heraf forekommer 55 % af ulykkerne i institutionen, imens 45 % sker på skolens område.

En Epinion-undersøgelse for Børneulykkesfonden viser desuden, at 89 % af forældre mener, at det er vigtigt, at børn lærer om sikkerhed i skolen. Formålet med Sikkerhedsugen er derfor, at pædagoger, lærere og forældre i samspil med børnene får redskaber til, hvordan der kan leges sikkert i skolen og institutionen, så de gode vaner integreres som en naturlig del af børnenes hverdag.

– Det er vigtigt at børn kommer ud og leger og bevæger sig, når de er i institutionen og skolen. Børn skal have det sjovt, og det er helt naturligt, at børn får blå mærker og knubs, når de aktive. Men de alvorlige ulykker kan have store konsekvenser både på kort og lang sigt, og det er dem, vi arbejder med at forebygge, siger Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden.

 

Sikkerhedsugen_grafik_Bõrneulykkesfonden

Læring skal være sjovt – også når emnet er alvorligt
Læringsmaterialet i Sikkerhedsugen har fokus på læring om sikkerhed gennem leg og bevægelse og er udviklet af Tatjana Novovic Fought, pædagogisk konsulent hos Børneulykkesfonden, for at sikre, at materialet er målrettet børnenes interesser og kompetencer. I materialet er der lagt vægt på, at børnene får mulighed for at bearbejde indholdet både kognitivt og kropsligt:

– At lære om ulykker er at lære om ulykker med hele kroppen. Det er ikke nok at få at vide, hvordan man leger vildt, eller at det er svært at holde balancen på en bom. Man skal også prøve det og øve sig og få læringen til at sidde fast i hele kroppen. Veludviklet motorik og kropsbevidsthed er nøglepunkter i ulykkesforebyggelse, siger Tatjana Novovic Fought, pædagogisk konsulent hos Børneulykkesfonden.

Aktiviteterne i læringskonceptet er desuden udvalgt med et socialt sigte for øje, da den sociale dimension er central i ulykkesforebyggelse:

– Jo mere børnene føler, at de er en del af et betydningsfuldt socialt fællesskab, desto større er lysten til at hjælpe og passe på hinanden. Børnene skal derfor samarbejde om at løse opgaver, lytte til hinanden, være opmærksomme på hinanden og udvise hensyn over for hinanden, siger Tatjana Novovic Fought.

Fotos : Børneulykkesfonden

 

Forfatter

Related posts

Top