Planerne om et nyt kultur- og medborgerhus i Klitmøller har taget et vigtigt skridt fremad. Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget i Thisted Kommune har nemlig besluttet at sende projektets ansøgning om et kommunalt anlægstilskud på 5 millioner kroner videre til de kommende budgetforhandlinger.
Udvalget betegner Klitmøllerhus som et godt projekt, men understreger samtidig, at der endnu ikke er taget stilling til, om kommunen også skal bidrage til den fremtidige drift af huset.
Klitmøllerhus er planlagt som et 1.200 kvadratmeter stort multihus med plads til kulturaktiviteter, foreningsliv, motion, arrangementer og fællesskaber på tværs af generationer. Projektet udspringer af flere års lokalt arbejde og har bred opbakning blandt borgere, foreninger og erhvervsliv i Klitmøller.
Foreningen bag projektet søger kommunen om 5 millioner kroner til etableringen af huset i perioden 2027-2029. Det samlede anlægsbudget er estimeret til omkring 35 millioner kroner, hvor hovedparten forventes finansieret gennem fondsmidler, lokal fundraising, lån og egenfinansiering.
Ifølge ansøgningen er det kommunale bidrag afgørende for at kunne tiltrække de nødvendige fondsmidler. Projektet har allerede modtaget støtte til forprojektet fra Realdania, mens Thisted Kommune tidligere har bidraget med 187.000 kroner til udviklingsarbejdet.
Huset skal opføres på Klitmøller Idrætsforenings areal i tilknytning til skole og idrætsfaciliteter. Idrætsforeningen har tilbudt at stille grunden til rådighed som en del af projektets egenfinansiering.
Administrationen vurderer, at projektet er både lokalt forankret og strategisk relevant, men peger samtidig på, at der skal være fokus på samspillet med eksisterende tilbud i området, så aktiviteter ikke spredes på flere parallelle faciliteter.
Særligt spørgsmålet om den fremtidige drift bliver centralt. Foreningen bag Klitmøllerhus forventer, at huset på sigt kan opnå status som tilskudsberettiget minihal og dermed modtage kommunale driftstilskud. Det fremlagte budget bygger blandt andet på et årligt kommunalt bidrag på omkring 680.000 kroner fordelt på haltilskud og lokaleleje.
Netop driftsøkonomien er dog endnu ikke afklaret. Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget gør derfor opmærksom på, at en eventuel kommunal støtte til opførelsen ikke automatisk betyder, at der senere ydes driftstilskud.
Den endelige beslutning om et kommunalt anlægsbidrag på 5 millioner kroner skal nu indgå i Thisted Kommunes budgetforhandlinger for de kommende år.






