Klimatorium: Oprydning ved Høfde 42 har store perspektiver

Regeringens beslutning om at bruge 630 millioner kroner på at rydde op og fjerne giften ved Høfde 42 er godt nyt, og rummer store perspektiver for erhvervslivet og lokale arbejdspladser i arbejdet med at finde løsninger på miljøproblemer.

Det siger Lars Holmegaard, direktør ved Klimatorium i Lemvig.

Det er en mangeårig kamp og ihærdig indsats, der nu bærer frugt. Forureningen ved Høfde 42 skal fjernes, og området gøres tilgængelig og attraktiv for lokale og turister.

– Løsninger på Høfde 42-forureningen findes og under arbejdet med at rydde op, bliver vi endnu klogere. Den viden, vi får, kan helt sikkert anvendes andre steder med lignende problemer. Klimatorium vil formidle den viden og de erfaringer videre både her i landet og internationalt, siger Lars Holmegaard.

Klimatorium er i tæt kontakt med miljøvirksomhederne Krüger og Fortum. De to virksomheder har allerede med hver deres teknik gennemført pilotprojekter, der viser, at de begge er i stand til at rydde op og fjerne giften ved Høfde 42. Løsninger der vil få international opmærksomhed.

Virksomheder og arbejdspladser
Oprydningen er en stor opgave og kommer til at vare 10 år.

Derfor at der gode muligheder for at lokale virksomheder kommer med i arbejdet, enten direkte eller som underleverandører, når oprydningen udbydes i licitation, lyder vurderingen fra direktøren for Danmarks internationale Klimacenter.

– Det er vigtigt at undersøge nye teknologer og metoder, som kan bruges af andre virksomheder. Jeg tror på mange nye projekter, hvor lokale virksomheder er med, og som kan tiltrække nye virksomheder til området. Her kan Klimatorium være formidler og sætte rette forskere og virksomheder sammen, siger Klimatoriumdirektøren.

Han ser regeringens nye bevilling som startskuddet til mange nye projekter i forhold til miljø og klima, som på sigt fører til nye arbejdspladser ikke bare i Lemvig Kommune, men også andre steder.

Formidling
Et vigtigt arbejde for Klimatorium bliver at formidle miljøløsninger bredt ud i befolkningen, unge som gamle, så flest mulige får kendskab og viden om, hvordan miljøproblemer og klimaudfordringer løses.

– Helt konkret skal Klimatorium få den tunge viden bragt ned på jorden, gøre den forståelig og gøre den praktisk muligt, så virksomheder kan omsætte viden til konkret handling, siger Lars Holmegaard.

– Budskabet og hensigten er at fortælle offentligheden, at vi står over for nogle problemer og gøre klart, hvad sker der, hvis vi ikke gør noget og anskueliggøre, at der findes løsninger.

Helt konkret er kviksølv fra Høfde 42 med i udstillingen på Klimatorium.

Forfatter

Related posts

Top