Klassisk komedie på Morsø Teater

Der er alvor bag morskaben i Neil Simons komedie “Hvem støver af”, som du kan opleve i en opdateret udgave på Morsø Teater fredag aften.

Teaterudgaven bygger på filmen fra 1968 om Oscar og Felix. Felix bliver smidt på porten af sin kone, og så flytter han ind hos Oscar, der selv er fraskilt.

Men Oscar er et rodehoved og lever i en svinesti, og Felix er hans diametrale modsætning: Pertentlig og umådelig kræsen. To så forskellige mænd er en dårlig cocktail, for rengøringsvanvid, finere madlavning og nærmest neurotisk ordenssans går ikke i spænd med mandehørm, tomme pizzabakker og tvivlsom hygiejne.

I filmudgaven var det Jack Lemmon og Walter Matthau, der gav liv til karaktererne, og i Folketeatrets udgave kan man opleve Jesper Asholt og Jesper Lohmann i rollerne som Felix og Oscar – to mænd med to ting til fælles: De er fraskilte og i panikalderen.

”Hvem støver af” er selv blevet støvet af, så handlingen nu foregår i en større dansk provinsby i 2014, og det er standup-komikeren Sebastian Dorset, der har opdateret teksten.

Det er Morsø Teaterkreds, der står bag arrangementet.

Forfatter

Related posts

Top