Kidnapningsteater i verdensklasse på Mors

BaggaardTeatret gæstede i går og i aften Limfjordsteatret med forestillingen “839 dage”, der bygger på Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez´ oplevelser under en bestialsk 839 dage lang tilbageholdelse i Somalia, i det der er Danmarkshistoriens længste gidselaktion. Stykket giver fantastiske nye vinkler på et af Danmarkshistoriens største svigt i at hjælpe egne borgere i nød.

Dramatiker Henrik Szklany har skruet et umanerligt stærkt manuskript sammen i samarbejde med Eddy og Søren, og det er der kommet en af de mest opsigtsvækkende teaterforestillinger ud af i Danmark i mange år.

Rasmus Hammerich og Jakob Bjerregaard Engmann spiller en lang række roller på skift – blandt andet den 17 årige somaliske dreng, der lader sig indrulle hos de skrupelløse pirater, selvom han bliver advaret af sin bedstefar, der efter somalisk kultur forsøger at guide barnebarnet til en bedre tilværelse end pirateriet. Men uden held.

De spiller også Eddy og Søren, piratchefen BigBoss og hans håndlanger Dayard, der “passer investeringen” i form af gidslerne på skibet og senere på land – hjulpet af den 17 årige, der er tæt på at blive stykkets egentlige hovedperson.

For pirateriet er “BIG business”, som det flere gange kommer til udtryk.

Der er nedslag i centrale tidspunkter i hele forløbet fra Eddy og Søren bliver taget til fange. Man ser, hvordan effekten af Ekstra Bladets dækning af situationen får katastrofal indflydelse på forhandlingerne med gidseltagerne, ligesom man ser, hvilken bastialsk tortur de to søfolk udsættes for med fysisk og ikke mindst psykisk vold. AK-47 maskinpistoler for panden eller tindingen var hverdagskost.

Tilsat modbydelige scener hvor sømændene tvinges til at ringe hjem med trusler om at blive skudt, hvis de ikke bad om flere penge fra et rederi, der ifølge fortællingen var fløjtende ligeglade med de to sømænd.

Mest ækelt – og tankevækkende – er en scene, hvor en journalist forsøger at presse de to søfolk til at “levere varen og give flere følelser i de interviews, der bliver lavet, fordi København ikke er tilfredse” – læs : De udleverede ganske enkelt ikke sig selv hårdt nok for at stille TV2 og Ekstra Bladet tilfredse i deres iver efter at hente seere og læsere på en tragisk baggrund.

Også en scene hvor en af sømændene fortæller den 17 årige somaliske dreng om Olsen Banden i en kontekst om begrebet venner, der venter på en på den anden side, står klokkeklart i erindringen fra stykket. Egon, Benny, Keld og Hallandsen – jo de spillede også en rolle i Somalia.

“839 dage” er et fantastisk teaterstykke i verdensklasse som fortjener Reumert priser, når disse uddeles senere på året.

Et teaterstykke der SKAL ses – og sidste chance er i aften kl. 20.00 på LimfjordsTeatret i Nykøbing og der er billetter ved indgangen fra kl. 19.00.

****** (seks stjerner ud af seks)
“839 Dage”
Rasmus Hammerich og Jakob Bjerregaard Engmann
BaggaardTeatret, Svendborg
Skrevet af: Henrik Szklany i samarbejde med Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez.

Foto: Rico Feldfoss

Forfatter

Related posts

Top