Kan du forestille dig en skaldyrsfestival uden muslinger?

´Af Jesper Balle Kristensen, viceborgmester i Morsø Kommune

Mors har endnu engang været vært for en fantastisk Skaldyrsfestival. En weekend med masser af glade mennesker fra både nær og fjern, fisk og skaldyr i verdensklasse, skyllet ned med lokalt brygget øl – Frivillige, der skaber rammerne, så hele Danmark har mulighed for at mærke kulturen omkring Limfjorden og alt det, som Mors har at byde på. 

Mens vi alle kunne nyde den lækre mad, står muslingefiskerne midt i en usikker virkelighed:

De fleste af os har nok hørt om eller set miljøministerens rap til Naturmødet, hvor han i bedste Orange Scene-stil råber ”Trawl!” og derefter holder mikrofonen ud til publikum, der skal skråle ”Fri””. 

TRAWL! – FRI! – TRAWL! – FRI!

Miljøministerens rap var særdeles upassende, men samtidigt også højaktuel, fordi der på Christiansborg forhandles om erhvervsfiskeriets fremtid i Danmark. Allerede nu er der sendt en bekendtgørelse i høring om et totalforbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber i Natura 2000-områder, herunder dele af Limfjorden. Som viceborgmester i Morsø Kommune savner jeg fakta i denne debat.

BRUG DEN FAGLIGE VIDEN

I vores fælles kamp mod et sundt havmiljø og sunde fjorde må vi ikke lade os styre af følelser. Vi skal læne os op ad den faglige viden, der findes på området. 

DTU Aqua – Institut for Akvatiske Ressourcer på Danmarks Tekniske Universitet – udgiver hvert år et notat om muslingefiskeriet i Limfjorden.

I år lyder konklusionerne blandt andet:

  • Muslingefiskeri med lette bundskrabere har ikke en negativ indvirkning på ålegræssets udbredelse, da der ikke fiskes i områder med ålegræs. 
  • Påvirkning af havbunden efter bundskrab er minimal
  • Fiskeri af muslinger kan reducere iltsvind og dermed forbedre vandmiljøet

Der findes en del videoer af muslingefartøjer, der hvirvler bundmateriale op – og det kan umiddelbart se voldsomt ud. Men fordi det ser voldsomt ud, betyder det ikke nødvendigvis, at påvirkningen er voldsom. Det viser forskernes fakta.

MUSLINGEFISKERIET BLIVER TAGET SOM GIDSEL

Muslingefiskeriet bliver taget som gidsel, både i debatten og i de politiske forhandlinger, fordi velbegrundet faglig viden bliver tilsidesat. For muslinger fiskes IKKE med trawl. De er allerede TRAWL-FRI. I stedet fiskes de med lette bundskrabsredskaber, som skraber langt mere skånsomt på muslingebankerne.

Med andre ord: Muslingeerhvervet risikerer at blive lukket, fordi det bliver lagt i samme skuffe som bundtrawl, der bruges til bl.a. torsk og fladfisk. Det skal vi kunne skelne mellem.

Jeg vil derfor invitere alle – politikere, journaliser og borgere, der deltager i denne debat til at læse DTU Aquas notat: Muslingefiskeri i Limfjorden – Status på viden 2025

Faglige vurderinger må ikke tilsidesættes af overforsigtighed og populistiske hensyn. Det kan få store konsekvenser – ikke mindst for vores Limfjord. 

For kan du forestille dig en skaldyrsfestival uden muslinger?

FAKTA:
Muslingefiskeri belaster i gennemsnit kun 2,5 % af Limfjordens samlede areal årligt og 3 % af Natura 2000-områderne. Indgrebets omfang står derfor ikke mål med det reelle aftryk.

af Redaktionen

Relaterede artikler

Sport, Thy, Topnyheder

Vingegaard kritiserer farlig finale i Paris-Nice

Etapen blev først ændret og siden forkortet to gange, inden rytterne endte med kun at køre 47 kilometer mod mål i Isola.
1 min read
Mors, Sport, Thy, Topnyheder

Mors-Thy startede stærkt – men Aalborg og Hoxer trak fra

Mors-Thy Håndbold kom bedst fra land, men måtte til sidst se sig slået 33-26 af Aalborg Håndbold lørdag.
1 min read
Job & Erhverv, Thy, Topnyheder

ABC gav Majbritt mod på job igen

Gennem et kommunalt ABC-forløb fandt Majbritt Skjernø vejen tilbage til arbejdsmarkedet og til en gladere hverdag.
6 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.