JYSK-koncernen blander sig med verdenseliten

Verdens 250 største varehuskæder solgte tilsammen for 4.480 mia. dollars sidste år, en vækst på 3 pct. i forhold til året før. Det viser en ny, global analyse fra Deloitte. Dansk Supermarked og Coop er igen med på listen og får for første gang selskab af JYSK.

– Der er ingen tvivl om, at de globale varehuskæder har haft nogle hårde år i kølvandet på finanskrisen. Derfor er det også glædeligt, at det igen går fremad, om end væksten stadig kun er moderat, siger partner i Deloitte Jesper Svend Povlsen, der er ekspert i detailhandel.

Særligt på de store markeder som USA, Kina og Japan har forbrugerne endnu ikke fundet den store pengepung frem.

– Både Kina og USA har vist en svag vækst i det indenlandske forbrug, mens Japan er tæt på en tilstand, der kan betegnes som recession. Heller ikke i Europa er væksten imponerende, skønt Den Europæiske Centralbank har gennemført flere tiltag for at styrke forbruget, siger Jesper Svend Povlsen.

Brands vækster trods opbremsning
På trods af den langsomme vækst er der dog stadig virksomheder, der har formået at øge deres forretning betragteligt.

– Blandt højdespringerne finder vi butikker som Amazon.com, der i dag er verdens største e-handelsvirksomhed med en omsætning på over 70 mia. dollars. Samtidig har Apple formået at øge salget gennem deres eget net af butikker, mens eksempelvis Prada, Hermès og Cartier har drevet en betydelig vækst i luksussegmentet, siger Jesper Svend Povlsen.

Ifølge Jesper Svend Povlsen er der ingen tvivl om, at internettet fremover vil spille en endnu større rolle for de store varehuskæder:

– Ud af verdens 250 største varehuskæder sælger 140 allerede varer direkte til forbrugerne via internettet, og flere kommer hele tiden til. Walmart alene sælger varer på nettet for mere end 10 milliarder dollars om året. Lykkes man med at finde den rigtige formel, er der store penge at hente hjem, siger han.

Verdens tre største varehuskæder er Wal-Mart, Costco og Kroger, alle fra USA. Tilsammen sælger de varer for mere end 700 mia. dollars om året.

Forfatter

Related posts

Top