Julesalget af vandreture i Thy slog rekord

Julesalget af vandreture i Thy slog rekord. Her først i januar er der tre pladser tilbage på den sidste tur i september.

– I november planlagde vi vandreturene for sommeren 2016 sammen med forstfuldmægtig Morten Stummann fra og knapt var tiderne aftalt, før den første tur, der går mellem de mindre kroer, Agger Badehotel, Stenbjerg Kro, Hotel Klitheden og Nors Kro, var udsolgt. På denne ene tur kan man endnu nå at købe enkeltdagsbilletter ved at kontakte Naturstyrelsen Thy. Derefter blev turene, der har Hotel Thinggaard, Hotel Limfjorden, Hotel Thisted og Hotel Hanstholm som udgangspunkt, fyldt godt op hen mod jul, så vi nu her først i januar kun har tre pladser ud af de 114 tilbage på en af de 5 ture, fortæller turistmedarbejder Vivi Olesen fra Thy Turistbureau.

Så I skal i gang med at lave nogle flere ture?

– Det ville være naturligt at lave nogle ekstra ture, når vi ved vi går både efterspørgsel og et udsolgt forår i møde. Men det er ikke helt enkel, siger Turistchef Ole Riis og suppleres af Skovrider Ditte Svendsen fra Naturstyrelsen Thy:

– Hele ideen bygger på et tæt samarbejde mellem Thy Turistforening og Naturstyrelsen Thy, og her har man allerede frigivet naturvejledere svarende til 25 arbejdsdage til turene. Flere ture vil give os for store udfordringer i planlægning af alt det arbejde i områderne, der også skal udføres af vore medarbejdere, men vi er meget tilfredse med de ture, vi nu har fået på plads sammen med turistforeningen, fortæller Ditte Svendsen.

Ser på flere ture i 2017
Både Naturstyrelsen Thy og Thy Turistforening ser på, hvordan der kan udvikles på initiativet frem mod 2017, for begge er enige om, at det koncept der her er fundet, giver rigtig god mening i forhold til formidling af naturen i Thy.

Andre initiativer kan opstå, men det, der er grundlaget for disse ture er, at gruppen hver dag på den fem dages lange vandretur, bl.a. ad den gamle redningsvej, er ledsaget af en naturfaglig medarbejder fra Naturstyrelsen.

– De kender området fra deres dagligdag, og det giver en fantastisk styrke og tiltrækker de mennesker, der kommer med både stor indsigt, stor nysgerrighed og interesse for naturen. Det grundlag ændrer vi ikke på,så længe der er så stor interesse for netop det koncept, lyder det fra Ditte Svendsen og Ole Riis.

Turene, der i stigende grad også har lokale deltagere, foregår i perioden fra maj til september, hvor højsæsonen er udeladt.

– det  giver overnatningsstederne lidt ekstra aktivitet inden, og efter deres højsæson, siger Ole Riis.

Og det forsøg ser altså ud til at være lykkedes!

Forfatter

Related posts

Top