Julen er også en fest for indbrudstyvene

Julen er hjerternes fest, men så sandelig også en fest for indbrudstyvene. Tyve ved nemlig ikke noget bedre end mørklagte huse, og dem er der mange af, når familien samles til and og julehygge. Selv om midt- og vestjyderne generelt er blevet bedre til at sikre deres hjem, så er den 24. december klart den dag i året, hvor der er flest indbrud på landsplan. Derfor opfordrer Midt- og Vestjyllands Politi borgerne til at benytte sig af en række simple råd for at spolere indbrudstyvenes fest.

– Det er særligt vigtigt, at huset fremstår, som om der er nogen hjemme, og at naboen holde øje, siger vicepolitiinspektør Ralf Hove Larsen og fortsætter:

Gode råd mod juleindbrud Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

– Det handler jo om at tømme postkasse, have lamper tændt i huset med et tænd- og sluksystem og generelt lade det rode lidt i – og uden for huset.

Derudover er det altid en god idé at sørge for, at vinduer og døre er ordentligt lukkede, låst og sikrede, hvis du vil undgå indbrud.

Seks gode juleråd fra politiet:

1. Få naboen til at holde øje
Tyvene bryder sig ikke om, at nogen ser dem, så hjælp mellem naboer er et af de mest effektive midler til at undgå indbrud. Tilmeld dig nabohjælp på Nabohjælp-appen og bed din nabo om at:
– parkere sin bil i din indkørsel
– tømme din postkasse
– sætte fodspor i sneen og rydde foran dit hjem, hvis der er faldet sne
– lægge affald i din skraldespand
– gå en tur rundt om dit hus efter julemaden for at sikre, at alt er, som det skal være.

2. Få dit hus til at se ud som om, der er nogen hjemme
Det kan du eksempelvis gøres ved at stille en kop, lade en avis ligge opslået fremme på bordet og sætte timere til din radio og dine lys. Slå også ringeklokken fra, da det kan gøre tyven usikker.

3. Få haven til at se ud som om, der er nogen hjemme – lav lidt rod!

4. Lad ikke dine værdigenstande ligge fremme
Og slet ikke, hvor de kan ses fra vinduerne. Gem værdigenstande der, hvor du tænker, der er mindst chance for, at tyven vil lede.

5. Sæt lås på redskabsskuret
Så kan værktøj og haveredskaber ikke bruges til at bryde ind med. Brug eventuelt bare en simpel hængelås.

6. Læg ikke ferie- og stemningsbilleder på de sociale medier
I hvert fald ikke mens du er væk – vent, til du er hjemme igen.

Foto: Det Kriminalpræventive Råd

Forfatter
Top