Julelysene kommer til at skinne over ThistedBy

Der kommer til at skinne julelys over ThistedBy fra omkring 1. november og cirka tre måneder frem. Det har bestyrelsen for Thisted Handels- & Industriforening besluttet efter dialog med blandt andre Thisted Kommune. Beregninger fra blandt andre elektrikerne og Thy-Mors Energi viser nemlig, at forbruget er minimalt fordi ThistedBy for flere år siden skiftede den gamle julebelysning ud med moderne og energibesparende LED-pærer.

Handelschef Michael Vendelbo glæder sig til at vise ThistedBy, der sammen med resten af Thy, for anden gang er udnævnt til Årets Danske Juleby, frem for byens mange gæster og borgere i månederne op til jul.

– vi vil lægge os i selen for at skabe så hyggeligt et Thisted som overhovedet muligt og fylde byen med juleaktiviteter for børn i alle aldre. Kunderne skal have en fantastisk juleoplevelse, når de besøger Thisted i månederne op til jul. Det sidste vi har brug for, er en mørkelagt, kold, sort jul i en tid, hvor vi alle godt kan bruge lidt positivitet og glæde, siger Michael Vendelbo.

Billig og miljøbevidst julehygge De stigende elpriser har gjort, at der kører en debat om retfærdigheden i julebelysningen rundt omkring i byerne. Er det fråseri fra de handlendes side i en tid, hvor der både er mangel på el samt voldsomme prisstigninger på selvsamme.

– debatten er afsporet, da realiteten ikke er som den bliver beskrevet i medierne og på de sociale medier. Julebelysningen i byerne er IKKE storforbruger af el. De fleste (ja hvis ikke alle byer), har taget forholdsregler for flere år siden, og skiftet det gamle julebelysning ud med nye LED løsninger, der har et langt mindre forbrug end tidligere. Man kan roligt sige, at byerne har været på forkant, men alligevel er der flere, der populistisk melder ud, at julebelysningen skulle forbydes eller kraftigt minimeres, påpeger Michael Vendelbo.

Han har fået elektrikerne, der opsætter julebelysningen i Thisted og Thy-Mors Energi, der leverer, strømmen til at regne på, hvad det vil koste at have den kendte julebelysning oppe i Thisted denne jul.

– Og i dialogen med dem, og Thisted Kommune, har vi fundet en reducering på 67% ift. 2021, så det kommer til at koste omkring 9.000 kroner for en tre måneders periode eller 3.000 kroner om måneden, fortæller Michael Vendelbo.

Vigtig julehandel Han lægger ikke skjul på, at julehandlen i år er vigtig for de handlende, der siden udbruddet af krigen i Ukraine, har været ramt af voldsom nedgang i omsætningen.

– vi har en pligt i at bevare livet i byen og de arbejdspladser, der følger med. I Thisted er detailhandlen den største arbejdsplads og beskæftiger mere end 3.500 mennesker, svarende til ca. 15% af den samlede arbejdsstyrke i kommunen. Der er en omsætning på mere end 2.1 mia. årligt, så derved er det et kæmpe eksistensgrundlag for hele kommunen. Julebelysningen er med til at sikre, at folk har lyst til at handle i byerne, både så de lavpraktisk handler i denne svære tid, men også at de handler i de fysiske byer. Vi har alle lige så meget brug for butikkerne, som butikkerne har brug for os. Det handler ikke om den enkelte butik, men om hele vores områdes overlevelse, påpeger Michael Vendelbo.

Han forventer, at julebelysning sættes op i Thisted fra omkring 1. november 2022 og pilles ned igen i midten af januar 2023.

Forfatter
Top