Jonas Degnbol stopper i Mors Thy Håndbold

Aftalen var på plads, men et civilt jobtilbud kom i vejen for samarbejdet mellem assistenttræner Jonas Degnbol og Mors-Thy Håndbold, og klubben har derfor været på træner-jagt og fundet en fuldgod erstatning i Heino Holm Knudsen, som de fleste nok kan nikke genkendende til som modstander i adskillige ligakampe i Mors-Thy Håndbolds historie.

– Det var lidt af en mavepuster, da Degnbol fortalte om sin situation, og vi er ærgerlige over at han stopper, for han er en supergod og meget vellidt fyr, som har masser at bidrage med, men vi har naturligvis fuld forståelse for hans ønske. Heino Holm Knudsen stod øverst på vores ønskeliste, og det er med en god følelse i maven, at vi har indgået en et-årig aftale med ham som assistent for Søren Hansen, siger Henrik Hedegaard, Mors-Thy Håndbold.

Jobtilbud der rækker mange år frem
Jonas Deglbol er blevet tilbudt et job, som rækker mange år frem og som ikke kan kombineres med jobbet i Mors Thy Håndbold.

– Jeg er ked af at skulle stoppe, for jeg har været glad for at være her, og det har været sjovt at arbejde med en flok ambitiøse drenge. Mors-Thy Håndbold er en fantastisk klub med god opbakning fra både sponsorer og fans, som det har været fedt at være en del af, og det er vemodigt at sige farvel – men når det så er sagt, så er jeg glad for, at der er fundet god løsning med Heino, siger Jonas Degnbol.

Henrik Holm Knudsen
Foto : Mors Thy Håndbold

Velkendt afløser
Afløseren bliver Heino Holm Knudsen, som tidligere har været tilknyttet klubber som Ikast, AAB Håndbold, Århus Håndbold, Team Tvis Holstebro, Viborg HK og HC Midtjylland – og så er han tidligere  assistenttræner i Lemvig-Thyborøn.

– Ind imellem kommer der nogle ting som udfordrer livet, som simpelthen er for interessante at lade passere, og det her var helt klart en af dem for mig. Der er tre faktorer, som har spillet ind: Udfordringen, klubben og dens fundament af solidt ungdomsarbejde og plads til unge spillere og sidst med ikke mindst samarbejdet med Søren Hansen – det har ligget i luften, at vi skulle lave noget sammen, og at muligheden kommer i Mors-Thy Håndbold er helt perfekt, siger Heino Holm Knudsen.

Og han ser frem til sammen med Søren Hansen at skulle starte helt fra scratch.

– Ingen af os har prøvet det her tidligere som hhv. chef- og assistenttræner på højeste niveau, så vi skal finde vores helt egen måde at gøre tingene på, og det bliver spændende at arbejde med det enorme potentiale, der er i truppen. Jeg har en forventning og en forhåbning om, at vi formår at videreføre det gode arbejde, som Jan, Jonas og ikke mindst spillerne har gjort i de seneste sæsoner, og så må vi se hvor langt det rækker, siger Heino Holm Hansen.

Han bor i Holstebro og er til dagligt lærer på Lomborg Gymnastik og Idrætsefterskole.

Foto : Mors Thy Håndbold

Forfatter

Related posts

Top