Jobcenter Mors rykker op i top fem

De gør det godt på Jobcenter Mors. Faktisk gør de ansatte det så godt, at det lokale jobcenter rykker op i Top 5 i det såkaldte jobcenterindeks.

Det viser nye tal også fra Landsorganisationen i Danmark (LO). Hovedorganisation for 17 danske fagforbund udsender og sammenligner hvert halve år jobcentrenes indsats i hele landet med et jobcenterindeks. Jobcenter Mors er stormet frem fra en 45. plads til en 5. plads.

Den placering får tommelfingeren i vejret hos Ellen Philipsen Dahl, formand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget i Morsø Kommune.

– Det er så godt gået. Jeg har stor ros hele vejen rundt til alle, der er med til at skabe denne flotte placering både i hverdagen og med politiske beslutninger, siger hun.

Godt samarbejde
Ellen Philipsen Dahl peger på en række grunde til, at Jobcenter Mors indsats er med blandt de bedste på landsplan.

– Vi har et rigtig godt samarbejde mellem jobcenteret og virksomhederne, som er med til at få ledige videre. Jobcenterets virksomhedsservice har en god formidling med virksomhederne, der er med til hurtigt og effektivt at skabe et match mellem ledige og job i virksomhederne. I vintersæsonen, hvor der kan være lavsæson, tænker vi langsigtet. Jobcenteret gennemfører uddannelsesforløb, som opkvalificerer ledige, så de er klar til virksomhederne efterspørger arbejdskraft, fortæller hun og forsætter:

Ellen Philipsen Dahl. Foto : Morsø Kommune

– Vi afdækker virksomhedernes behov for arbejdskraft, hjælper med at finde praktikpladser og samarbejder med skolerne. Det handler også om, at tilbuddene giver mening for de ledige og virksomhederne. Især indenfor vinduesindustrien, entreprenører og lager har denne vej vist sig at være rigtig god, forklarer Ellen Philipsen Dahl.

Hun nævner også en målrettet indsats ved, at alle de første samtaler med ledige afholdes individuelt og i tæt samarbejde med A-kasserne, så der er en fælles retning og enighed fra starten.

LO’s jobcenterindeks er sammensat af fem forhold, som tilsammen bidrager til, at den arbejdsløse kommer hurtigere i arbejde: 1. Længden af sygedagpengeperioden, 2. Brug af opkvalificering eller uddannelse, 3. Brug af aktivering generelt, 4. Om indvandrere er arbejdsløse i længere tid end andre
og 5. Længden af ledighedsperioden

Top 10 jobcentre på LO’s jobcenterindeks

De 10 (12) jobcentre, der samlet set klarer sig bedst på de fem indsatsområder, er:
1. Ringkøbing-Skjern
2. Holstebro
3. Varde
3. Vordingborg
5. Morsø
5. Gribskov
7. Esbjerg-Fanø
8. Odsherred
8. Sønderborg
10. Frederikshavn-Læsø
10. Stevns
10. Silkeborg

Forfatter

Related posts

Top