Jesperhus åbner med shows og nyrenoveret vandland

Når Jesperhus åbner sæsonen 2017 sker det med en festlig åbningsdag – og flere nyheder. Som traditionen efterhånden byder det, åbner parken Store Bededag, fredag den 12. maj kl. 10, med omkring 500 veteranbiler, der udstilles.

De meget velbesøgte Pirat-shows, har været topscorer hos de overnattende gæster og har været en absolut publikumsfavorit i 2016, viser ferieparkens tilbagemeldinger fra gæsterne.

– Vores overnattende gæster har været helt vilde med vores Pirat-shows, så derfor synes vi også, at dagsgæsterne nu skal have mulighed for at opleve det, fortæller Peter Overgaard fra Jesperhus.

Så hver weekend til frokost indbyder Jesperhus til stort Pirat-Show, hvor der er børne- og voksenbuffet og hvor alle får en bandana.

– På to timer møder man parkens nye og gamle figurer og er med i hele det sjove pirat-show med action, musik og konkurrencer i lange baner – mens man nyder den lækre mad, fortæller Peter Overgaard.

Foto : Jesperhus

Også masser af show i parken
I selve parken kommer der også et væld af nye shows. På scenen i parken fremføres der dagligt 1-2 nye shows med Jungledyret Hugo og alle hans venner og som noget nyt også den elskede figur DelleKaj, der laver fem nye shows i hele ferieparken.

I Junglezoo kan man være publikum, når nogle af verdens klogeste papegøjer trænes, og der er også netop kommet lemur-unger i Junglezoo.

Ude i parken kan man i højsæsonen igen møde blomsterpigerne, som vil sprede hygge i parken.

Vandlandet har gennem vinteren været igennem en tiltrængt renovering.

– Vi har flere og flere småbørnsfamilier i parken, og derfor har vi hævet bunden i den dybe ende, så der er plads til vandaktiviteter for børn i hele området. Der er også kommet en ny ”gruppe-rutsjebane”, hvor flere børn kan rutsje sammen, fortæller Peter Overgaard.

Badevandskvaliteten er også blevet øget med meget mindre klor og varmere vand og gæsterne kan glæde sig til nyrenoverede omklædningsrum og toiletter samt nye skridsikre gulve i badeområdet.

På Jesperhus’ hjemmeside kan man bestille onlinebilletter og få rabat på Pirat-Show, hvis man bestiller på forhånd.

Foto : Jesperhus

 

Forfatter

Related posts

Top