Jens Otto Madsen : kommunen er vigtig for alle

Af Jens Otto Madsen
medlem af kommunalbestyrelsen for Enhedslisten i Thisted Kommune
og sidder i partiets regionsbestyrelse i Region Nordjylland.

Jens Otto Madsens 1. maj tale 2017:

Kommunen er vigtig for alle os, der kan lide stor social tryghed,muligheder for at vore børn trives, gode daginstitutioner, gode skoler, om miljøet har det godt osv. Derfor er kommunalbestyrelsen, der lægger linjerne der hvor vi bor, en vigtig kampplads.

Regionen er vigtig for alle os, der kan lide gode, fagligt dygtige sygehuse, med lige adgang for alle. Derfor er regionsrådet en vigtig kampplads.

Tirsdag den 21. november har vi muligheden for at gøre endnu flere kommuner, endnu flere regioner, mere røde og mere grønne. Det er nu vi skal vinde valget – både jer, der er medlem af et parti, og alle jer, der lægger kræfterne i fagforeningen og andre progressive interesseorganisationer.

Opgaven ligger foran os – nemlig at sikre debat og stemmer til et opgør med ’de blå’ i november.

Vi har fået en ny regering siden sidste første maj. En regering der er er mere sort og mere asocial, præget af Liberal Alliances superliberalisme. De skærer hårdt i velfærden. De ser stort på den stigende ulighed. Regeringen lader pengene sive ud til spekulanterne.

Gennem et mangelfuldt skattevæsen, der er skåret fra 9.000 til 5.000 ansatte.

Og regeringen gennemfører oveni skattelettelser og beskærer arveafgiften, så landets rigeste smiler, når Lars Løkke, Søren Pape og Joakim B. Olsen toner frem på skærmen.

Vi skal arbejde længere, siger de. Tømreren skal fortsat kravle på tagene, når han er 70. SOSU-assistenten skal løbe stærkere og stærkere, selvom hun er fyldt 65.

Men de kan tro, det bliver løgn – vi accepterer ikke højere pensionsalder.

Stress er den største arbejdsmiljø-belastning. Antallet af ulykker inden for byggeriet stiger.

Arbejdstilsynet er udsultet og har mistet 140 ansatte. Når vi forlanger handling fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, sender han problemerne i udvalg, selvom alle ved hvad der skal til: et stærkere arbejdstilsyn, mere magt til arbejdsmiljørepræsentanten og fagforeningen, skrappere lovgivning og højere bøder.

Virksomhederne får lov at udnytte underbetalt arbejdskraft fra andre lande, til at dumpe lønnen, forringe arbejdsforholdene og undergrave vores faglige arbejde. Vi ser det på byggepladser, i rengøringsbranchen, på restauranter og mange andre steder.

Mennesker mister deres job og bliver erstattet af arbejdere, der kommer fra så dårlige kår, at de er nødt til at sige ja til den ringere løn og de skandaløse arbejdsforhold. Med EU’s regler om ’fri bevægelighed’ i hånden slipper arbejdsgiverne afsted med det.

Det er ikke arbejdere fra andre lande, der er vores modstandere. Det er arbejdsgiverne, der groft udnytter den billige arbejdskraft. Arbejdsgivere, der trykker løn og arbejdsvilkår, må finde sig et andet sted at drive virksomhed. Hertil lands forlanger vi overenskomsten overholdt. Hertil lands forlanger vi, at regeringen giver fagforeningen bedre muligheder til at sikre ordentlige forhold.

Sidste år vandt vi en vigtig kamp mod Ryan Air, der ville have base i Danmark. I år vandt vi en vigtig kamp mod Uber, der ville underbyde taxachaufførerne. Vi kan godt, når vi står sammen.

Vi skal sørge for, at alle er organiseret, og at fagforeningerne er stærke og tør kæmpe. Og så skal vi give fagforeningerne de nødvendige redskaber. Et af dem, der mangler, er kædeansvaret, der sikrer, at fagforeningen kan ramme useriøse underentreprenører.

Her i Thisted Kommune mangler vi også kædeansvar og sociale klausuler inden for den kommunale sektor. De blå partier ville ikke … – også derfor er det vigtigt, at vi skaber et nyt flertal den 21. november.

Antallet af mennesker, der lever i fattigdom i Danmark, er fordoblet siden 2009. Og det er kommet frem her for nylig, at hele 62.000 børn rammes af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen. Forholdsmæssigt vil det sige, at godt 400 af børnene bor i Thisted Kommune – et chokerende tal. Familierne har ikke råd til medicin, til forsikringer eller til at sende deres børn med på klassens hyttetur.

Vi har aldrig været rigere i Danmark som land. Vi har råd til at sikre alle et ordentligt liv, når vi fordeler værdierne retfærdigt. Selvfølgelig er der råd til frisklavet, varm mad på vore plejehjem og ordentlig omsorg til dem, der har knoklet et langt liv. Selvfølgelig er der råd til tryghed på vore sygehuse og ordentlige normeringer i vore børnehaverne.

Selvfølgelig skal mennesker ikke være bekymrede for, om de har råd til at betale huslejen i næste måned, bare fordi de har mistet deres arbejde.

Regeringen og Dansk Folkeparti forvolder voldsom skade på vores velfærd. De påstår, at hvis vi bare får flere private virksomheder til at tage over, så vil alt blive bedre. De ønsker at privatisere flere sygehuse, børnehave og plejehjem.

Det er en dårlig ide. Når private skal drive hjemmepleje, skal der hives profit ud til aktionærerne. Derfor bliver plejen dårligere og dyrere. Derfor ser vi konkurser, hvor kommunen står med regningen bagefter.

Jeg er modstandere af profit og private firmaer inden for vores velfærdssektor. Den offentlige sektor er en styrke. Den sikrer, at vi alle kan føle os trygge, når vi bliver gamle.

Den sikrer, at vi kan få en ordentlig behandling, hvis vi bliver syge – uanset pengepungens størrelse.

Solidaritet … er ikke kun noget, vi kun har brug for i Danmark. Jeg bliver forfærdet over at se, hvordan mennesker flygter fra krig, sult og forfølgelse, i synkefærdige både, og sætter livet på spil for at komme væk. Inden da har de har betalt alt hvad de ejer og har – til kyniske bagmænd. Mange omkommer undervejs. De flygter fra ISIL og fra Assads tøndebomber og giftgasser. De flygter fra Erdogans diktatoriske styre i Tyrkiet.

Nogle lønmodtagere må leve under elendige arbejdsforhold. Syerskerne i Rana Plaza i Bangladesh, der risikerer liv og helbred. Bananarbejderne i Mellemamerika, der risikerer livet, når de danner en fagforening.

De har alle brug for vores hjælp. Vi kan – og skal yde vores del. Vi kan hjælpe i flygtningelejrene. Vi kan hjælpe mennesker med at danne stærke fagforeninger.

Regeringen og Dansk Folkeparti har skåret 2,7 milliarder kr. i dansk udviklingsbistand.

Mange danskere har budt mennesker i nød velkommen – for eksempel Venligboerne – også her i Thisted – og hjulpet tusinder. Dermed har de sagt nej til Inger Støjbergs og Dansk Folkepartis kynisme.

Nasserne sidder ikke i flygtningelejrene. Nasserne sidder og gemmer sig i Panama og Luxembourg.

Fællesskab fungerer.

Vi ved jo godt, hvad der skal til. Goderne, trygheden og velfærden kommer ikke af sig selv. Det er fællesskabet, der sikrer nye fremskridt. Der skal kæmpes – hver dag.

En gammel dansk digter – endda en socialdemokrat – skrev for mere end 100 år siden digtet: Jeg elsker den brogede verden. Det bedste vers lyder sådan:

Kamp må der til, skal livet gro, ej kamp blot for dagligt brød, men kamp for frihed i liv og tro – thi evig stilstand er død

Rigtig god kampdag, kammerater! Også i morgen, i overmorgen og dagene herefter.

Foto : Thisted Kommune

Forfatter

Related posts

Top