Jazz i Thy præsenterer Christian Vuust og Pablo Held

Her er en unik chance for at opleve en duo med fremtrædende eksponenter for henholdsvis nordisk og centraleuropæisk jazz: Den danske tenorsaxofonist Christian Vuust og den tyske pianist Pablo Held. Vuust har valgt at sætte lys på den stærke europæiske jazztradition ved at invitere det tyske kæmpetalent Pablo Held med på turné.

Det kreative brændstof er kærligheden til den gode sang. Hver sang rummer en historie, som duoen vil formidle ved hjælp af toner og klange. Repertoiret bliver især danske sange, men også nogle afstikkere til den amerikanske jazztradition. Der bliver bl.a. numre fra Vuusts anmelderroste Storytelling-album.

Koncertformen er lidt anderledes derved at Christian Vuust fortæller små historier om sangene, om de fine sangtekster, om sangskrivernes liv etc. Publikum får forhåbentlig på denne måde en ny oplevelse ud af at høre fortolkninger af sange, som de troede, at de kendte godt i forvejen.

Vuusts og Helds sammenspil er præget af lydhørhed og intimitet. De deler en udogmatisk og åben tilgang til at spille jazz, inspireret af både folkemusik, populærmusik, kirkemusik og klassisk musik. Musikken bærer præg af mødet mellem den europæiske og amerikanske jazzspillestil.

Christian Vuust (f. 1964): Tenorsaxofonist fra Aarhus. Docent ved Det Jyske Musikkonservatorium. Har i mange år været aktiv som musiker og komponist på den skandinaviske jazzscene. Udgav i 2015 det anmelderroste duoalbum Storytelling sammen med pianisten Aaron Parks (USA). Blev i 2014 DMA-nomineret for sit album Urban Hymn, som blev flot modtaget i bl.a. USA, Tyskland og Japan: “Et ægte kunstværk af sofistikeret skønhed” (allaboutjazz.com).”Jazzkunst på højt niveau” har Berlingske skrevet om Vuust.

Pablo Held (f. 1986): Pianist fra Köln. En ny klaverkomet på den europæiske jazzscene. Spiller bl.a. også med John Scofield, David Liebman og Chris Potter. Det førende amerikanske jazzmagasin DownBeat kårede Held og Scofields nye album til et af årets bedste i 2015. Pablo Held har turneret verden rundt og modtaget et væld af priser.

Jazz i Thy præsenterer Christian Vuust og Pablo Held
lørdag den 25. marts kl. 20 i Plantagehuset, Thisted

Forfatter

Related posts

Top