Flere og flere springer ud som iværksættere i Thy. I 2025 blev der registreret 304 nye CVR-numre i kommunen – en stigning på 12 procent sammenlignet med året før og tredje år i træk med vækst i iværksætteriet.
Hos Thy Erhvervsforum mærker man tydeligt den stigende interesse. I løbet af det seneste år har erhvervsforum været i kontakt med mere end 100 iværksættere, som har fået sparring, rådgivning og hjælp til at udvikle deres idéer og virksomheder.
Nu inviteres både nye og kommende iværksættere til endnu en iværksættercafé – denne gang med fokus på dét store skridt fra soloiværksætter til arbejdsgiver.
Arrangementet finder sted mandag den 18. maj og sætter blandt andet fokus på rekruttering, ledelse og de udfordringer, der følger med at ansætte sin første medarbejder.
Her deler Klara Madsen erfaringer fra livet som ung virksomhedsejer og arbejdsgiver. Som 24-årig driver hun café- og barstedet Stalden i Klitmøller og fortæller om både medarbejderansvar, rekruttering og det at stå i spidsen for en lokal arbejdsplads.
Deltagerne kan også møde Cecilie Tøfting Larsen fra Æ Byró og Karen Mørkholt fra Holistra, som giver konkrete råd om ansættelsesprocesser, synlighed, jobsamtaler og det juridiske ansvar som arbejdsgiver.
Ifølge arrangørerne handler iværksættercaféen både om faglig viden og om at skabe netværk mellem lokale iværksættere.
Der vil derfor også være mulighed for at præsentere egne idéer, få sparring og møde andre, der står midt i opstarten af en virksomhed i Thy.




