International hædersnominering til Klitmøller-købmand

Købmand Mikael Konradsen, der driver SPAR i Klitmøller, har netop været nomineret til den prestigefyldte international FMI Award, der hvert år uddeles af det amerikanske Food Marketing Institute i Kentucky i USA.

Her nomineres købmænd fra hele verden, og i år var Mikael Konradsen nomineret til prisen fordi ”han har formået at skabe helt ekstraordinære resultater med sit team både på salg, kommunikation af butiks- og koncernmål samt ledelse i særklasse”, som det hedder i nomineringen.

Mikael Konradsen har formået at skabe en stor succes i sit lokalområde, hvor hans engagement i Klitmøller både når det gælder om at drive handlen med produkterne under Cold Hawaii-brandet, etablering af et fitnesscenter i byen, at få en benzinstation til byen samt hans betydelige sponsorater til byens foreningsliv ifølge Food Marketing Institute, er med til at placere Spar Klitmøller som en vigtig del af byens udvikling.

– Jeg er selvfølgelig dybt beæret over at være nomineret til så flot en branchepris. Det er ikke mindst et stort klap på skulderen til medarbejderne, der hver dag er med til at skabe gode indkøbsoplevelser for vores kunder og dermed gode resultater for alle, siger Mikael Konradsen.

Størst i Danmark på øko-varer
Spar Klitmøller udemærker sig blandt andet ved at have flere end 10.000 varenumre på hylderne, og er den Spar-butik i Danmark, hvor den største andel af den samlede omsætning er økologiske varer. Faktisk fem gange så meget, som gennemsnittet blandt resten af landets Spar-butikker.

– Det er klart, at den udvikling Klitmøller har gennemgået de senere år, stiller nye krav til specielle varer på hylderne. Vi har heldigvis et fantastisk forhold til vores kunder, og når de kommer med et ønske, plejer vi normalt at få varerne hjem på hylderne. Uanset om det er varer fra lokale fødevareproducenter eller specialprodukter, man normalt kun finder i storbyerne, siger Mikael Konradsen.

Det er ifølge SPAR Danmark formentlig ikke sidste gang, Mikael Konradsen nomineres til FMI Awarden. Kæden pønser nemlig på at nominere ham igen – efter, at han denne gang blev slået på målstregen af Joanne Walker – i øvrigt en SPAR-kollega fra Irland.

Foto: Christian Kjeldsen

Forfatter

Related posts

Top