Inddrivelse af gæld bliver yderligere forsinket

Arbejdet med at få Skatteministeriets nye inddrivelsessystem, PSRM, går ikke så hurtigt som håbet.

Rigsrevisionen konkluderer i en ny beretning, at der kan gå mere end et år førend systemet er fuldt funktionsdygtigt.

– Konsekvensen af den manglende fremdrift er, at der er risiko for, at tilslutningen fortsætter langt ind i 2020, og at ministeriet dermed først vil kunne inddrive gæld for alle fordringshavere med PSRM i slutningen af 2020 eller senere, skriver Rigsrevisionen på sin hjemmeside.

PSRM-systemet blev lavet for at afløse det tidligere EFI-system, som blev skrottet i september 2015. Lukningen af systemet betød samtidig, at nogle mennesker slap for at betale gæld med det samme.

For nylig viste en beretning fra Rigsrevisionen, at den samlede gæld til det offentlige ved udgangen af 2018 udgjorde 118,2 milliarder kroner mod 108,6 milliarder kroner året forinden.

En del af gælden drejer sig om uberettiget kontanthjælp. Derudover er der blandt andet gæld til daginstitutioner, parkeringsafgifter, licens og bøder til tog og busser.

/ritzau/

Foto: Skattestyrelsen

Forfatter

Related posts

Top