Iltsvindet i Limfjorden er væk – for nu

Limfjorden har haft godt af den seneste tids relativt blæsende vejr.

I hvert fald konstaterer Miljøstyrelsen i sine seneste målinger, at fjordens iltforsyning har det bedre end længe.

– Der har været en del blæsevejr på de seneste, så det iltsvind, der var ved at opstå, er forsvundet, siger kontorchef Harley Bundgaard Madsen fra Miljøstyrelsen til DR Nyheder.

I begyndelsen af juni var der kraftigt iltsvind ved Bjørnsholm og Risgårde Bredning i Limfjorden, og moderat iltsvind flere andre steder i fjorden. Men omkring 10. juni skiftede vejret til en mere blæsende periode, og det har ændret væsentligt på situationen.

– Det har betydet, at vandet er blevet rørt godt op i den lavvandede fjord, og iltsvindet er forsvundet. Ved de seneste målinger for en uge siden var der igen gode iltforhold i Limfjorden, siger Harley Bundgaard Madsen.

Men nu hvor sommervarmen igen er vendt tilbage, er risikoen for et nyt iltsvind i Limfjorden igen høj.

– De næste målinger af iltindholdet i fjorden foretager Miljøstyrelsen i denne uge, og vejret bliver meget afgørende, fastslår Harley Bundgaard Madsen.

Forfatter

Related posts

Top