ID-tyverier i fokus hos Thisted Forsikring

Identitetstyveri skal stoppes og ryddes op hurtigst muligt

Der dukker stadig flere historier op om personer, der har fået stjålet deres identitet. Og som pludselig opdager, at der er oprettet betalingsaftaler, optaget lån eller foretaget køb i deres navn.

– Når man opdager misbrug af personlige oplysninger, er det vigtigt at reagere hurtigt. Det gælder om at få tyven stoppet, minimere skaderne og få ryddet hurtigt op, ellers kan det få uoverskuelige økonomiske konsekvenser, fortæller marketing manager i Thisted Forsikring, Rasmus Ustrup.

I første omgang skal misbruget anmeldes til politiet, og der skal tages kontakt til banken. Hvad der mere skal gøres afhænger af det konkrete misbrug. Er der bestilt varer eller optaget lån, så skal man have fat i de firmaer eller kreditinstitutioner, som tyven har handlet hos eller indgået aftaler med. I nogle tilfælde skal der også tages kontakt til RKI eller debitorregistret.

Identiteten kan misbruges i hele verden
– Det kan være meget omfattende at få ryddet op efter et identitetstyveri, og for mange mennesker virker det helt uoverskueligt. Derfor er ID-sikring blevet en populær og naturlig dækning til kunderne hos mange forsikringsselskaber også hos Thisted Forsikring, forklarer Rasmus Ustrup.

Med en ID-sikring overtager forsikringsselskabet alt det praktiske i forbindelse med oprydningsarbejdet efter et identitetsmisbrug. Er der fx. foretaget indkøb på kredit eller afbetaling, så kræver det god dokumentation at afvise kravet fra sælger.

– Et identitetsmisbrug kan hurtigt sprede sig til hele verden, da stjålne identiteter er blevet en handelsvare, der bl.a. udnyttes på specialiserede hjemmesider. Så det er mere end nogensinde vigtigt at værne om sin identitet. Derfor er det vigtigt, at man reagerer allerede ved første mistanke, siger Rasmus Ustrup.

Forfatter

Related posts

Top