I mål med storstilet EU-projekt

Syv nordjyske erhvervsskoler, herunder EUC Nordvest, har netop afsluttet EU-projektet, ’Den Erhvervsfaglige Vej til Succes’, der med en samlet budgetramme på hele 70 mio. kr. er et af de største tværinstitutionelle projekter, der er gennemført i uddannelsessektoren i Region Nordjylland.

Projektet, hvis formål har været at få flere unge til at vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse, blev skudt i gang i 2017 og har været afviklet i et partnerskab mellem EUC Nordvest, TECHCOLLEGE Aalborg, Aalborg Handelsskole, EUC Nord, SOSU Nord, AMU Nordjylland samt Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (HEG).

– Der er generelt et stigende behov for at få tilført mere faglært arbejdskraft til arbejdsmarkedet, og man har derfor fra politisk hold fastlagt en national målsætning, der lyder, at andelen af unge, der vælger en erhvervsuddannelse skal ligge på 30%, når vi når 2025. Men når vi tager erhvervsstrukturen i Nordjylland i betragtning, er det mål ikke ambitiøst nok, lyder det fra Hans Christian Jeppsen, direktør for EUC Nordvest.

– Vi har behov for at få tilført endnu mere faglært arbejdskraft – ikke mindst inden for STEM-området (red.: Science, Technology, Engineering & Mathematics) – og derfor er dette måltal også blevet hævet til 33% i Region Nordjyllands udviklingsstrategi, fortsætter han

I løbet af projektperioden har ca. 4.000 grundskoleelever fra 6. og 7. klasse været igennem introforløb, der har gjort dem klogere på erhvervsuddannelserne, flere end 12.000 EUD-elever har været igennem et arbejdsmarkedsparathedsforløb, så de er godt rustet til at komme i virksomhedspraktik, og gennem en proaktiv praktikpladsindsats er der blevet oprettet over 1.300 nye praktikpladser.

– Herudover har vi søsat initiativer til udvikling af skolemiljøet på de enkelte partnerskoler, vi har arbejdet målrettet med en ny fortælling om erhvervsuddannelserne med budskabet om, at uddannelserne åbner op for en lang række muligheder, og vi har tilegnet os en ny tilgang til måden, vi markedsfører os på. Vi har kort og godt fået sat rigtig mange spændende skibe i søen via det her projekt, fortæller projektleder Jane Holm Vinther fra EUC Nordvest, som har været tovholderskole på projektet.

EUC Nordvest har flere gange tidligere været primus motor på projekter, der har været støttet af Den Europæiske Socialfond, men det er første gang, at skolen er med i et så omfangsrigt projekt.

Forfatter

Related posts

Top