Hvorfor lægge jord til et VM i pløjning?

Når LandboUngdom er vært for Verdensmesterskabet i Pløjning 3.-4. oktober i Hjardemål, Thisted, er det et arrangement der kræver ca. 120 hektar ensartet, sammenhængende jord og giver en række ulemper for jordejeren før, under og efter stævnet. Så hvorfor vil man til at lægge jord til? Svaret kender parret på Vestbo, Jonna og Bjarne Nielsen.

– Da Bjarne kom hjem og fortalte, at LandboUngdom havde spurgt, om han kunne være VM vært, syntes jeg, det lød interessant, og jeg var meget begejstret. Bjarne var i tvivl, om vi havde areal nok, men var også rigtig glad for at blive spurgt. Det er tre år siden, vi startede forberedelserne med at fjerne et læbælte mellem to marker, der skal bruges som pløjefelter til VM konkurrencen, og naboer er blevet spurgt, om vi kunne leje nogle af deres arealer, da vi ikke havde nok, fortæller Jonna Nielsen.

Sædskifte på markerne skal passe til kravene til et VM, der skal f.eks. både være konkurrence og træningsfelter med græs, og det skal helst etableres et år før, det skal pløjes for at give pløjerne de bedste forhold. Sædskiftet blev derfor besluttet i 2012, da det blev besluttet, at VM skulle være på Vestbo. Bedriften er en svinebesætning med produktion af 23.000 slagtesvin pr. år og 40.000 – 55.000 smågrise (7- 30 kg) pr år. og tre ansatte.

Konstant gæstfrihed på Vestbo
Og det at være vært er hårdt arbejde,

– Det er en stor opgave at være VM pløjeværter, men da jeg selv har pløjet til VM i andre lande, ved jeg, hvad sådan et stævne indebærer, og hvad deltagere og gæster sætter pris på, siger Bjarne Nielsen. Det er ikke kun de to konkurrencedage, at værtsparret har gæster på deres gård:

– Vi har haft besøg på gården flere gange; først var generalsekretæren og formanden for Verdens-pløjeorganisationen her for et år siden, og siden har forskellige VM-pløjere uanmeldt kigget forbi for en rundvisning af forholdene. Det tager alt sammen tid, men er også meget hyggeligt, siger Bjarne Nielsen.

Både Jonna og Bjarne har haft ekstra travlt på bedriften i år op til stævnet med at få ejendommen til at tage sig ud på bedste vis. Når der kommer mange gæster, skal forholdene være i orden: Haven og arealerne omkring husene fremstår flot, og hustageneer gjort rene. Gylletanken er overdækket, og der er endda bygget et nyt værksted, som både skal huse velkomstmiddagen for pløjeselskabet og fungere som værksted under VM.

Stor udgift for landmanden
Og det er ikke omkostningsfrit af lægge jord til et VM.

– Det er fantastisk at have pløjeværter som Jonna og Bjarne. Mange tror, at landmanden får pløjet alle sine marker gratis, og han på den måde tjener på stævnet – men det er helt forkert. Det er en stor udgift for landmanden at skulle reetablere et ordentligt såbed i marken efter stævnets mange små pløjefelter og forskellige retninger af furer. Så vi er ovenud taknemmelige for, at Vestbo har påtaget sig værtsskabet og lægger så store kræfter i det, siger Karl Kr. Iversen, formand for LandboUngdoms VM styregruppe.

Når VM stævnetåbner lørdag den 3. oktober på gårdspladsen på Vestbo, vil VM monumentet hugget i lokalt kampesten og granit blive afsløret og officielt ”overrakt” til Jonna og Bjarne Nielsen som tak for deres store indsats og gæstfrihed ved VM 2015.

Fakta-boks:
VM i pløjning afholdes den 3.-4. oktober 2015 på Vestbo, Hjardemålvej 114, 7700 Thisted.
Entré: 60 kr. pr. dag, 100 kr. for to-dags-billet – eller se live-streaming på www.landboungdom.dk

60 pløjere fra 30 lande konkurrerer om at blive verdens bedste pløjer indenfor standard- eller vendeplov efter kriterier, der giver det bedste såbed for de efterfølgende afgrøder. Det vil sige, at dybde, retning, dækning af plantemateriale og furenes pakning bl.a. er med i de 12 karakterer, der indgår i bedømmelsen.

Hovedsponsorerne er Kongskilde og Thisted Kommune med kampagnen ”Følg din natur”.

Se mere om arrangementet på www.worldploughing2015.com

Foto: LandboUngdom
Billedtekst: VM pløjevært Bjarne Nielsen har høstet vårbyg på den mark, der skal bruges til pløjning af stubjord ved VM i pløjning 3. oktober 2015.

Forfatter

Related posts

Top