Hvordan gør vi landbruget attraktivt for de unge?

Fjordland og Nordic Food College inviterer til en spændende temaaften, torsdag d. 19. juni på Nordic Food College. Her stilles det store spørgsmål om, hvordan man sikrer fremtidens arbejdskraft i dansk landbrug. Den gode læreplads, faglighed og interesse for faget er blandt de emner, der er på aftenens program.

Landbrugsbranchen bliver fortsat mere kompleks, og det kræver høj faglighed og gode samarbejdsevner at forvalte landbruget på en god måde. Derfor vil Fjordland og Nordic Food College sætte fokus på, hvor vigtigt det er at gøre landbruget attraktivt for den unge generation. Med temaaftenen ”Danske elever – Fremtidens arbejdskraft i landbruget”, skal det diskuteres, hvordan man gør det.

“Landbrugserhvervet er fortsat i udvikling, og flere funktioner bliver mere automatiserede og digitaliserede, og det stiller flere krav til vores medarbejdere, som skal være dygtige og fagligt stærke. Vi har svært ved at imødekomme den store efterspørgsel fra erhvervet på landbrugselever. Derfor vil vi gerne kigge på, hvordan vi kan gøre landbruget mere attraktivt for de unge. Vi vil også gerne se på, hvad vi kan gøre for folkeskoleelever i forhold til at tilbyde dem en attraktiv praktikplads eller muligheden for at komme i juniormesterlære”, fortæller Torsten Gruhn, udviklingschef hos Fjordland.

Ifølge Fjordland og Nordic Food College er en målrettet oplæring, god kommunikation og gode karrieremuligheder vigtige elementer i forhold til at skabe og fastholde de unges interesse for landbruget, og temaaftenen byder derfor på en række faglige indlæg, erfaringsudveksling og inspiration. Blandt de emner, der er på aftenens program, er hvordan den gode læreplads ser ud fra elevernes perspektiv, kommunikation mellem generationerne samt initiativer som Juniormesterlære og ”Ung start”.

“Vi er glade for at samarbejde med Fjordland om at sætte fokus på elevtrivslen. To tredjedele af landmandsuddannelsen foregår ude hos landmændene, så derfor er det vigtigt, at landmændene er klædt på til at have de unge mennesker i lære. Det er vigtigt, at man får nogle redskaber til det, og det vil vi som skole gerne være behjælpelig med, så trivslen på arbejdspladsen er lige så god som på skolen. Det er vigtigt med god trivsel, og så højner det kvaliteten i uddannelsen. Der er helt sikkert flere greb, vi kan gøre for at gøre landbrugsbranchen endnu mere attraktiv for de unge – og det er netop dét, vi håber på at blive klogere på efter den her temaaften”, fortæller Jonas Korsgaard, forstander på Nordic Food College.

Aftenens faglige oplæg afsluttes med fællesspisning. Arrangementet er gratis, og man kan tilmelde sig på Fjordland.dk. Der er tilmeldingsfrist d. 16. juni af hensyn til forplejning.

af Redaktionen

Seneste Nyt

Relaterede artikler

Regionalt, Topnyheder

Nyt projekt skal rydde op i havets gamle spøgelsesnet

Et nyt landsdækkende initiativ skal fjerne tusindvis af gamle fiskenet, der ligger og forurener havbunden i danske farvande.
1 min read
Alarm 112/114, Thy, Topnyheder

Forældrepar fængslet for grov vold mod spædbarn

Et ungt forældrepar fra Thisted Kommune er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for grov vold mod deres blot to måneder gamle barn.
1 min read
Job & Erhverv, Mors, Thy, Topnyheder

Nordjyske medier skovler millioner ind i statsstøtte

Både KunMedierne og Det Nordjyske Mediehus henter støtte til driften i statskassen.
1 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.