Hvor skal de unge danse på Mors?

Læserbrev af Jens Hvid Skouboe, KV21-kandidat for Demokratisk Balance på Mors.

”Det eneste, hun ville, var at danse.” Sådan synger Steffen Brandt fra TV2 på albummet ”Nærmest Lykkelig”. Men det kan hun glemme, kan hun. I al fald hvis trangen kommer over hende på Mors, for vi har ikke længere noget diskotek på øen.

Det kan der være mange gode grunde til; f.eks. at det må være svært at drive en natklub. Det er jo dyrt at gå i byen, og derfor ankommer de unge sent til diskotekerne. Og hvis der reelt kun er salg i baren fra 01.00 – 05.00, ja så er det sin sag at lave en indtjening, der gør det muligt at betale lønninger og husleje.

Konsekvens: De unge må ud på en længere tur til Thisted eller Skive, hvis de vil i byen og bade sig i lyset fra kulørte diskokugler. At køre selv kræver adgang til en bil og stor selvkontrol i forhold til indtaget af alkohol, og det er (siger al erfaring) meget vanskeligt at få fat i en taxa i spidsbelastningsperioderne.

Nogle har selvfølgelig mulighed for bede forældrene eller en kammerat om at køre, men det er ofte besværligt, for nu ikke bare at kalde det noget bøvl, for man skal jo hjem igen.

I Demokratisk Balance vil vi gerne hjælpe de unge med at kunne leve et fedt ungdomsliv på Mors – og samtidig hjælpe forældrene til at kunne sove trygt om natten. Vi foreslår derfor, at Mors genopliver halbal-konceptet. Den 1. fredag i hver måned kan der være diskotek i f.eks. Bankohallen, og hele Mors skal have mulighed for at være en del af det. Både som arrangører og deltagere. De 12 fester arrangeres af forskellige foreninger, som så har en god mulighed for at tjene lidt penge til klubkasserne. De lokale restauratører kan naturligvis også byde ind på at stå for baren, hvis den del af festen virker uoverskueligt for en lille forening.

Konceptet kan se sådan ud:

Billig entre

Lave barpriser

Åbningstid 22.00-02.00

Åben scene 22.00 – 23.00 for lokale bands

Diskotek 23.00 – 02.00

Busruter ud på øen kl. 02.30 – lokale vognmænd

Temafester

Kommunen stiller en taskforce til rådighed til økonomistyring og koordinering mellem foreninger, SSP, dørmænd, vognmænd, leverandører og andre interessenter. Det er yderst vigtigt at koordinere kalendere med STX, HTX, Morsø festival, Kulturmødet og øens mange byfester, så man ikke konkurrerer mod hinanden, og så alle har mulighed for at være med.

Men et initiativ som dette, kan vi være med til at skabe et trygt og godt ungdomsliv med festmuligheder i trygge rammer. Det arbejde, der er lavet med Frøslevbal, er meget imponerende for de 14 til 17-årige. Hvis vi i Nykøbing kan etablere et koncept for de +18-årige, er vi med til at sørge for, at de unge kan feste på øen… og at det forbliver fedt at bo på Mors.

”Fordi der sker noget”.

 

 

 

 

 

 

 

Forfatter

Related posts

Top