Hver tredje af de ældste folkeskoleelever keder sig i timen

Hver tredje af de ældste elever keder sig i skolen, og udviklingen går i den forkerte retning.

En ny rapport fra Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM), viser, at hver tredje folkeskoleelev i 7. – 9.-klasse keder sig i undervisningen. Rapporten bygger på svar fra næsten 500.000 skoleelever i den nationale trivselsmåling. Det skriver Jyllands-Posten.

Flere elever keder sig
I 2016 oplevede 32,1 procent af eleverne i 7. – 9.-klasse “tit” eller “meget tit”, at undervisningen var kedelig. I 2017 er tallet steget til 33,4 procent.

Det er en lille stigning, men ifølge lektor Hans Henrik Knoop, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, er det et vink om, at kedsomhed blandt skoleelever er en stor udfordring, for kedsomhed gennem længere tid kan være sundhedsskadeligt og give stress, og jo mere man keder sig, jo mindre lærer man.

Elever, som Jyllands-Posten har talt med, peger på, at skoledagene er for ensformige med de samme typer af opgaver det meste af tiden. Der foregår for lidt kreativt, og skolen agerer for lidt med samfundet.

Arkivfoto: Lars Nyby

Forfatter

Related posts

Top