Hver 3. kræftpatient danner ikke antistoffer trods vaccine

Op mod hver tredje kræftpatient, der har fået to vaccinestik imod covid-19, har ikke udviklet antistoffer mod virusset en måned efter det sidste stik.

Det viser resultater fra en igangværende undersøgelse af 550 kræftpatienter på Odense Universitetshospital.

Det betyder, at de pågældende kræftpatienter er i risiko for at blive smittet og få et alvorligt forløb af sygdommen, selv om de er vaccineret.

– Vores foreløbige resultat viser, at det ikke er alle kræftpatienter, der udvikler et immunrespons trods vaccination.

– Så vi vil gøre kræftpatienter opmærksomme på, at de skal tage deres forholdsregler, selv om de er vaccineret, siger professor og overlæge på onkologisk afdeling Henrik Ditzel.

Blodprøver fra 53 patienter er blevet undersøgt. Heraf har 18 patienter – svarende til hver tredje – ikke dannet målbare antistoffer.

Det overrasker den forskningsansvarlige professor.

– Selv om vores undersøgelse ikke er afsluttet, så finder jeg det overraskende og bekymrende, at mellem en tredjedel og en fjerdedel af patienterne ikke danner antistoffer trods vaccination.

– Så vi har et problem, man må tage højde for, og det er derfor, vi går ud med budskabet allerede nu, siger Henrik Ditzel.

Der er ifølge overlægen tale om patienter, der er i behandling med kemo-, stråle- eller immunterapi, og patienter med blodkræft.

Undersøgelsen bør ifølge overlægen få den konsekvens, at kræftpatienter opretholder afstand og bruger værnemidler, selv om de har fået to vaccinestik.

– Vi opfordrer dem stadig til at holde afstand, spritte af, bære mundbind og alle de ting, vi er godt trænet i, på trods af at de er vaccineret.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top