Hver 3. brand finder sted i juletiden

Adventskranse, kalender- og juletræslys, hjemmebagte småkager og sprøde flæskesvær. Julen nærmer sig, og mange glæder sig. Julen er dog også ensbetydende med en øget risiko for brand i hjemmet.

En ny undersøgelse foretaget for TrygFonden viser, at for hver tredje, der har haft brand inden for de seneste fem år, skete det i juletiden.

Inden for de seneste fem år har omkring 300.000 danskere oplevet brand i eget hjem, og i cirka 231.000 af tilfældene lykkedes det de ramte at slukke branden selv. Mange brande får heldigvis en lykkelig udgang, men det er vigtigt, at flere tænker i at forebygge brand og tage en snak i familien om, hvad man skal gøre, hvis en brand alligevel opstår.

Den nye undersøgelse foretaget af YouGov for TrygFonden viser, at godt halvdelen (53 pct.) af børnefamilierne taler om, hvordan man skal reagere, hvis der opstår brand i hjemmet i julen, og blandt bedsteforældre og andre, der har besøg af børn i juletiden, taler 44 pct. med børnene om at tage sine forholdsregler.

Gode råd til en brandsikker jul for hele familien

  • Gå aldrig fra tændte, levende lys
  • Den, der tænder, slukker
  • Hav altid vand i nærheden
  • Stil aldrig brandbare ting fra dig på komfuret
  • Bliv i køkkenet, når du laver mad på komfuret
  • Opsæt en eller flere røgalarmer

 

Fakta om brand og brandforebyggelse

  • Cirka 300.000 danskere har haft brand i hjemmet inden for de seneste fem år. I cirka 231.000 af tilfældene fik man slukket branden selv.
  • De fleste boligbrande sker i de mørke måneder.
  • 85 pct. af alle dødsbrande forekommer i boliger, hvor der ikke er en virksom røgalarm.
  • Cirka 750.000 danske hjem mangler en røgalarm.
  • De fleste brande kan forebygges gennem viden og rigtig adfærd. Røgalarmer er effektive i forhold til at begrænse en brand og redde liv.

 

Fakta om røgalarmer

  • Røgalarmer holder vagt døgnet rundt og reagerer på røgudvikling. Også mens du sover.
  • En røgalarm skal sidde i loftet – helst midt i loftet. Ved skrå vægge eller loft til kip skal røgalarmen placeres 1 meter fra det højeste punkt, stadig så vidt muligt midt i rummet.
  • Større boliger og boliger i flere etager bør have mere end én røgalarm.
  • En røgalarm bør testes en gang om måneden, og hvis du har været hjemmefra i nogle dage. Bare tryk på testknappen – hvis røgalarmen stadig virker, bipper den.
  • En røgalarm fra TrygFonden har et batteri med en levetid på 10 år. Alarmen skal dog stadig tjekkes løbende.
  • En røgalarm kan monteres med skruer eller sættes fast med dobbeltklæbende tape. Gratis dobbeltklæbende tape kan bestilles på TrygFonden.dk.
  • TrygFonden har netop sammen med BrandBevægelsen været rundt i landet med RøgalarmPatruljen, hvor unge spejdere sammen med lokale beredskabsfolk har tjekket og opsat nye røgalarmer hos borgere i udvalgte boligområder. Patruljerne besøgte samlet set over 2.000 boliger, og heraf var mange uden en røgalarm, ligesom flere havde en røgalarm, som ikke virkede.

 

Forfatter

Related posts

Top