Hver 0. klasse har i gennemsnit ét motorisk udfordret barn

Seks procent af børn i seks-syvårsalderen har problemer med at stå på et ben, hoppe eller holde balancen. Det svarer til at der i hver 0. klasse i gennemsnit er ét barn med motoriske vanskeligheder. Det viser en undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed.

I gruppen af børn med motoriske vanskeligheder er det mest udbredt med problemer med gang eller at hoppe. Omkring halvdelen af dem har også problemer med at kaste en bold, balancen eller at stå på et ben.

Det er især drengene, for tidligt fødte samt overvægtige børn, der har motoriske vanskeligheder. Børn med motoriske vanskeligheder er typisk også lidt bagud i deres sproglige udvikling. Det kommer til udtryk ved, at de kan have svært ved at udtale ord korrekt.

De har også oftere sociale problemer – de har svært ved at lege med andre børn, de er enspændere, og de bliver drillet og/eller mobbet.

I 2012 fandt en lignende undersøgelse, at otte procent af en lignende gruppe børn havde motoriske vanskeligheder. Også dengang blev en sammenhæng med overvægt og social isolation påpeget.

/ritzau/

Arkivfoto: Børnesundhedsprofilen/Region Nordjylland

Forfatter
Tags
Top