Af Jens Tilma, Formand for Klima-, teknik- & Miljøudvalget i Thisted Kommune.
Nyligt blev jeg overrasket over, at endnu en ansøgningsrunde for VE var nært forestående, det såkaldt 2. åbne vindue. Man kan selvfølgelig mene, jeg burde have læst tilbage i tidligere referater på kommunens hjemmeside og opdaget, at det er en arvet beslutning fra den tidligere kommunalbestyrelse. Ikke desto mindre er processen i gang. Et muligt 3. åbent vindue kommer ikke, før vi har behandlet det politisk – det tager vi hul på tirsdag i klima-, miljø- og teknikudvalget,hvor Thy-modellen også skal drøftes.
Thy-modellen bliver ofte fremhævet som en unik løsning på manglende borgerinddragelse, når VE-møllen ruller derudaf. Ganske rigtigt er intentionerne prisværdige, og vejledende afstemninger er en udtalt grad af borgerdeltagelse i demokratiet. Modellen har været i brug én gang tidligere og er ikke justeret efter de første erfaringer. Som med alle forandringer og nye tiltag, er der altid plads til forbedringer.
Borgermøder er en anden god mulighed for både at oplyse og modtage bidrag fra borgere. De nuværende projekter har holdt flere borgermøder, og LigeHer.nu rapporterer fra et af dem, at det “bragte sindene i kog” og at “sol og vind deler vandene i Sydthy”. Meget ofte giver VE-projekter splid i lokalsamfundene, for projekter kommer med kompensationer, hvor nogen vinder noget, mens andre taber meget.
Tabet af værdi. Værdi af ejendomme, som ifølge forskningen taber 12% 1 km væk, 10% 2 km væk med effekt ud til 5 km afstand fra den foreslåede størrelse vindmøller. Og yderligere 8,1% ved skyggekast fra vingerne. Tabet af sin dyrebare nattesøvn og andre helbredseffekter ved udsættelse for vindmøllestøj. Og meget væsentligt – tabet af livskvalitet, både det forskningsbaserede tab på 24% af livskvaliteten ved udsættelse for vindmøllestøj i Danmark, men også tabet af relationer, der er den stærkeste faktor for livskvalitet i samme store undersøgelse.
Hvad koster din nabo, bliver der spurgt i læserbreve og facebookopslag disse dage. Hvad koster din næste, kunne man også spørge. Eller koster moral en million eller mere, hvis den er grøn eller blå eller rød?
Der er masser af spørgsmål, og svarene er svære at finde. Det er let at finde beløbene, som projekterne lover. De kan findes på deres egne og kommunens hjemmeside. Det er sværere at finde værdisætningen på tabene. Og det giver en ubalance, som er svær at acceptere. Det er svært at se balancen i stemmevægtningen, når de nærmeste naboer har mest at miste, mens de fleste bor længere væk og har mest i sigte. Det er svært at se balancen i beslutningsgrundlaget for afstemningerne, når kun projekternes kompensationer får plads i formidlingen fra officiel, kommunal side, mens tabene helt holdes ude.
Jeg vil gentage borgmesterens opfordring: “Deltag i debatten. Bliv klogere på projekterne. Og brug din mulighed for at stemme, så vi politikere får et bredt billede af, hvad lokalsamfundets holdning er.”
Giv jer til kende og send et klart signal til os politikere, der skal træffe beslutning på grundlag af det hele. Jo bedre grundlag, jo bedre beslutning. Med egne værdier for øje.




