Hvad sker der med vores forståelse af os selv, når naturen omkring os ændrer sig?
Det spørgsmål er udgangspunktet for den nye udstilling Post Nature, som lørdag 5. september åbner på Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm.
Udstillingen undersøger, hvordan klimaforandringer og tab af biodiversitet ikke bare ændrer landskaber og økosystemer, men også vores måde at forstå mennesker, natur og samfund på.
Post Nature er et tværfagligt kunst- og vidensprojekt, der er skabt i samarbejde mellem Det Nordatlantiske Fyr, Nationalpark Thy, Aalborg Universitet og Papatos.
Projektet tager afsæt i, at naturen ikke nødvendigvis forsvinder, men forandrer sig. Og når naturen forandrer sig, kan det også ændre vores opfattelse af, hvem vi selv er, og hvilken rolle vi spiller i verden.

Kunst møder forskning
Udstillingen bevæger sig på tværs af forskellige kunstformer. Publikum kan blandt andet opleve fotokunst, videoværker, lydkunst, poesi, skulpturer og robotkunst.
Kunstnerne Phuc Van Dang, Cody Lukas, Nils Bourdon og Lasse Fischer har arbejdet med temaerne i samarbejde med Nationalpark Thy og Jes Lynning Harfeld, lektor i anvendt filosofi ved Aalborg Universitet.
Målet er at gøre nogle af de komplekse spørgsmål om klima, natur og biodiversitet sanselige og nærværende.
Udstillingen stiller blandt andet spørgsmål til, hvordan vi forestiller os fremtidens livsformer i en verden, hvor naturen ikke længere nødvendigvis ser ud, som den har gjort tidligere.
Samtidig udfordrer værkerne forestillingerne om forholdet mellem natur og teknologi – og om menneskets plads i en verden under forandring.

Mere end en udstilling
Post Nature fortsætter med aktiviteter gennem september, hvor publikum får mulighed for at undersøge naturbegrebet fra flere forskellige vinkler.
Mandag 14. september bliver der blandt andet inviteret til en eftermiddag og aften med naturvandring, foredrag og fællesspisning.
Biolog Jeppe Pilgaard fra Nationalpark Thy guider en vandring i landskabet omkring Hanstholm Fyr og fortæller om områdets naturhistorie og om de forandringer, naturen gennemgår i dag.
Herefter holder Jes Lynning Harfeld foredrag om, hvordan mennesket gennem filosofihistorien har forstået naturen – og vores forhold til den.
Aftenen slutter med fællesspisning, samtale og mulighed for at opleve udstillingen.
Også lokale børn bliver en del af projektet. Tirsdag 15. september afholder kunstner Phuc Van Dang en billedkunstworkshop for Hanstholm Skoles 3. klasse, hvor eleverne skal arbejde kreativt med natur, forandring og deres forestillinger om fremtiden.
Åbner lørdag
Post Nature åbner på Det Nordatlantiske Fyr lørdag 5. september klokken 14.
Udstillingen kan herefter opleves fredage, lørdage og søndage samt alle dage i uge 42. Der er åbent fra klokken 10 til 16.
Udstillingen er skabt i et samarbejde mellem Det Nordatlantiske Fyr, Nationalpark Thy, Aalborg Universitet og Papatos.



